Missing something in the night

[Seb Decedat]

Fredag. Klokken 23.00 om aften

---

Lang dag, ja tak. Han havde haft en del at se til fordi der var nogen i garden der virkelig ikke kunne finde ud af at gøre deres arbejde. Hvorfor fanden skulle de også fange, de der aurorer var jo intet i forhold til hans garde, eller de fleste i hans garde. Der var åbenbart nogen som ikke helt kunne finde ud af det endnu, et eller andet sted var det vel godt at de ikke var der mere, men det betød også bare at han havde færre at gøre med. Men så måtte han bare ud og finde nogen flere. Han skulle også have sig en ind på skolen, så han kunne få så mange direkte der fra. De kunne helt sikkert godt blive brugt.

Nu her til aften havde han taget plads ved et bord inde i Den utætte kedel, han holde sig lidt for sig selv, men han havde sørget for at bartenderne blev ved med at komme ned med hans højt elskede ildwhiskey, der var næsten intet som sådan en til at få ham til at slappe af. Det skulle da lige være en smuk dame. Der var bare ikke så mange af dem her inde her til aften. Hvilket var trist, han kunne godt bruge lidt selvskab, det var ved at være længe siden tiden til en tøs havde været der. Og nu hvor han havde, hvor katten var de så henne af?

Dem som kom hen til ham, afviste han blankt, der var vist ikke nogen grund til at de kom for tæt på. Han havde da også sine standarter, ingen tvivl om det. Var det forkert at savne noget nærhed?

[Lia Monique Starling]

Døren ind til den hyggelige, og yderst velkendte samt overfyldte, kro gik op med et lavmeldt klik, og Lia trådte indenfor i varmen. Januar i England var ikke noget at råbe hurra for, og slet ikke om aftenen.
Hun havde arbejdet indtil nu, og havde derfor bestemt sig til at hun fortjente lidt afslapning inden hun tog hjem igen. Der var alligevel bare tomt hjemme hos hende. Der var det kun sengen der ventede, og på trods af en lang arbejdsdag, trak den bare ikke lige så meget som lidt selskab gjorde.
Hun gik hen til baren og bestilte en kirsebær soda, som hun fik serveret kort efter. Med et overordnet blik i rummet, kunne hun hurtigt se at der ikke var nogen ledige borde, og ved dem med ekstra plads ville hun blive borddame til gamle mænd som havde fået lidt for meget at drikke.. Eller, det troede hun, indtil hendes blik faldt på en fyr på cirka hendes egen alder. Han så ikke så slem ud? Og han så heller ikke fuld ud, så det blev det bord hun valgte.
Hun tog sin drink og gik ned til bordet. Hendes velkendte, og kroniske på grund af hendes mor, blomsterduft hang efter hendes som et let slør ”Undskyld? Har du noget imod jeg sidder her?” spurgte hun med et venligt smil

[Seb Decedat]

Seb havde godt set at der var kommet en ung dame ind på kroen, han havde da også fulgt hende med hans øjne. Hun var bestemt ikke grim at se på, hvis man mente andet, så kunne det godt være man skulle have nogen nye øjne, eller lade være med at drikke så meget. Han var ikke sikker på han havde set hende før. Han kunne hvert fald ikke komme på hvor det skulle være henne af.

Han tog en stor slurk af sin drink da hun bevægede sig ned af mod ham, det var hvert fald hvad det lignede hvis du spurgte ham. Og han fik da også ret. Hun kom ned til ham. Smilet lå roligt omkring hans læber, der var jo ikke helt grund til andet, ikke når han var i selskab med en smuk ung kvinde.

Da hun sagde undskyld kiggede han op på hende og nikkede roligt, ”Nej du sætter dig bare” sagde han så venligt han kunne. Han var ret sikker på at hun ikke kunne mærke at det ikke var venligt, han følte bare selv at det lød underligt, men det var nok fordi det ikke var noget han var vant til? ”Troy Escondidas” sagde han og rakte hende hånden, det var stadig underligt, men han blev jo nød til at opret holde en facade når han var her ude i byen. Det var nok ikke alle der ville blive super glade hvis de fandt ud af hvem han var.

[Lia Monique Starling]

Hun sendte ham et taknemligt smil, inden hun trak stolen ud, og satte sig ned, hvor hun lagde benene over kors. ”Tak, du reddet mig fra at sidde ved en alkoholiker der tror han er lidt for charmerende” hun smilede overbærende hen mod et bord, hvor en ældre troldmand sad og vinkede til hende, mens han prøvede at gøre sig til, ved at trække maven ind, og slikke sig om læberne. Mildest talt utiltalende hvis hun skulle være ærlig. ”Lia Starling” præsenterede hun sig, og rakte ham hånden, efter at have stillet sin drink på bordet foran sig.
Hun studerede diskret hans ansigt, og måtte konstatere, at han var endnu pænere tæt på, end fra den anden ende af lokalet, og det var jo kun en god ting. Det var værre når det var den anden vej.

[Seb Decedat]

Seb kiggede hen i den retning hun smilede og kiggede hen. Ja ok, han så ikke videre ædru ud måtte han give hende ret i. ”Det er mig en ære at rede sådan en smuk skønmø” sagde han med et smil og lavede en gestus med hånden som i at han bukkede for hende. Da han havde gjort det sendte han hende et sødt smil og tog en slurk af sin drink. Da hun gav ham hånden tog han den op og kyssede blidt hendes håndryg. Han gjorde meget for at hun ikke kom til at se hans arme uden blusen, det ville bestemt ikke være det bedste. ”Sikke et smukt navn, Lia” sagde han og slap hendes hånd og lod sin egen ligge sig om sit glas. Lia Starling, det navn sagde ham et eller andet. Han kunne bare ikke komme på hvad det var.

[Lia Monique Starling]

Umiddelbart havde hun vist været heldig med valget af bordherre, for han virkede sød og rar, i modsætning til de fleste andre yngre mænd man fandt på kroer som den her. Men på trods af det lille problem, var den utætte kedel nu stadig hendes ynglingskro. Den var hyggeligere og mere hjemlig end de fleste andre steder man fandt i indre London. Og at bevæge sig ud i mugglerverdenen havde hun ikke den store lyst til. Den slags var bare for akavet!
”Tak” svarede hun smilende. Hun havde haft en del problemer med sit navn som mindre, fordi det var et hendes far havde valgt, men efterhånden som hun blev ældre, var hun blevet glad for det. For selvom hendes far var dødsgardist, var navnet stadig et af de eneste minder hun havde om ham. Hendes mor, derimod, hadet navnet, og kaldte hende konsekvent Monique.
”Men nu håber jeg ikke jeg forstyrrede for meget” han kunne jo sagtens have været fordybet i nogen vigtige tanker. Den slags var irriterende af blev afbrudt i.

[Seb Decedat]

Ja hun havde valgt det helt rigtige bord at sætte sig til. Ok at hun så mente at han var sød og rar, det ville han nok bare et eller andet sted have grint lidt af, men han kunne nu godt lide at virke sådan over for pigerne, for det gav altid bonus i det lange løb, selvom det også nogen gange virkelig var et helved at skulle igennem nogen gange. Men det måtte man jo bare tage med. Det var vel derfor han havde lavet Troy, for at kunne få lidt ro, eller måske ikke altid ro, det kunne han nu også få som Seb, der var bare mange flere ting han kunne få som Troy.
”Det skal en smuk prinsesse ikke takke for, en smuk prinsesse fortjener et smukt navn” sagde han med et sødt smil over til hende. Han stilte sit glas fra sig, lænede sig ind over bordet og strøg noget hår væk fra hendes kind.
”Hvad skulle du dog kunne forstyr, vil da heller have selskab af en smuk prinsesse som dig end at sidde alene og bare stirre ud i luften” sagde han med et lille grin og et kækt smil over til hende.

[Lia Monique Starling]

På trods af at Lia aldrig havde mødt Troy før, så gled snakken nemt, og uden de typiske akavede pauser. På en måde klikkede det bare sammen – eller det var i hvert fald sådan Lia opfattede det. Men hyggeligt var det, og der blev da også drukket nogen flere drinks efterhånden som der gik et par timer.
Imponerende nok, var snakket ikke faldet på karriere endnu, men det passede Lia ganske fint, for hun ville ikke risikere at skræmme ham væk. Det var sket før, fordi mænd tit troede at en kvinde med hendes job, måtte være en skidekedelig karrieretosse, hvilket jo bestemt ikke var tilfældet. Hun var kun overdrevet seriøs og autoritær når hun var på arbejde. Ellers var hun som enhver anden kvinde i tyverne. Og når det ikke gjaldt arbejde, indtog hun også glædeligt klassiske ’kvinderoller’, så dominerende var hun heller ikke.

[Seb Decedat]

De havde ikke kendt hinanden særlig længe, men alligevel kunne de snakke sammen som om de havde kendt hinanden altid. Det var virkelig noget Seb fandt underligt, for sådan havde han aldrig nogen sinde oplevet det før. Men han var så heller ikke sikker på hvad han skulle mene om det. Men han kunne faktisk godt lide at sidde og snakke med hende. Det at de bare klikkede som de gjorde, det var da godt nok, så kunne man næsten være sig selv, han kunne ikke helt være sig selv, han kunne ikke være Seb, selvom han virkelig havde lyst til at vise hende den rigtige Seb, og ikke Troy, for så meget forskellige var de jo heller ikke. Ikke overfor hende i hvert fald, det var han sikker på. Men det måtte nok vente, han viste jo ikke om han kunne stole på hende.
At de slet ikke havde snakket om deres karriere det var han virkelig glad for, han viste ikke helt hvad han skulle fortælle hende at han arbejde med, det var lidt forskelligt hvad han sagde.
De sad og snakkede nogen timer endnu, mens de stadig drak en smule, men han drak slet ikke så meget som han ville have gjort hvis han var alene. Da de sagde farvel kyssede han hende blidt, først på kinden, så tættere på hendes mundvige og så til sidst på hendes mund, han kunne ikke lade være. Så måtte han tage skideballen hvis hun ikke gad have det.
De sagde farvel til hinanden og forsvandt i hver sin retning. Smilet lå roligt over hans læber da han gik ind af døren til hans lille hus.

//out

[Lia Monique Starling]

Eftersom Lia levede efter det princip, at man også skulle have et liv ved siden af karrieren, så nød hun blot aftenen og slog helt tankerne fra. Troy var jo dejligt selskab uden tvivl, og han var den første mand længe, der havde holdt hendes opmærksomhed. Faktisk havde hun nydt aftenen og samtalen så meget, så hun lod ham kysse sig, da de sagde farvel.
Kunne hun benægte at hun nærmest følte sig som en teenager på første date? Nej.

//out