Child's play (åben for interesserede)

[Safia Ginette]

Rød symboliserede mange ting. Ild, kærlighed, kamp og krig. Både godt og dårligt. Det viste hensynsløst mod og lidenskab. Sidst men ikke mindst havde farven den vigtige værdi, at have en farvesymbolik som henledte tankerne til blod. Forståeligt hvis man trådte ind i denne butik.

Facaden på butikken var simpel. Hvid og med et stort lysende skilt hvor der stod ’hogsmeade beklædning’ med svungne lysegrønne bogstaver. Solen var gået ned, og butikken var lukket for mange timer siden. Begivenheden derinde havde også taget mange timer. De før hvidmalede vægge, og butiksruderne, var dækket med blodskænk. Gulvene var sølet ind i den mørke, røde farve, som kun blev afbrudt af små rene plamager. Over alt i blodet var der livløse troldmænd og hekse. Stadig med chokket malet i de blodindsmurte ansigter. Ingen i lokalet var dræbt med magi. De eneste magiske evner der var blevet brugt, var immobiliseringsbesværgelser, så ingen kunne løbe sin vej. Og så var der blevet gået metodisk til værks med knive og andre skarpe objekter.

Midt i lokalet sad en pige. Hendes før hvide nederdel og tilhørende top, havde nu fået en dyb rubinrød farve de fleste steder. Ravnsort hår bølgede ned over den spinkle piges ryg og skuldre. Nogen steder klistret sammen. Hun var bleg, og havde tydlige isblå øjne. Store og uskyldige. I det hele taget ville hendes fysiske fremtræden ligne en perfekt skulptur af en engel, hvis ikke hun sad på det blodige gulv. I hendes spinkle hænder var der en halvstor dukke, med fine lyse krøller. Pigen, hvis navn var Safia, sad og aede den kærligt over kinden, og efterlod dermed blodige spor på porcelænshuden, mens hun nynnede ganske stille. En dæmpet, melankolsk melodi. Ved siden af hende lå en, før så blank, kniv. Nu var den dækket af både friske og halvstørknede plamager på skaftet og bladet. I hendes skød lå en 9 tommer lang tryllestav.

[McKenzie Ninquit Lungan]

McKenzie havde været ude og handle idag, og skulle lige forbi en sidste butik, inden han skulle hjem til dødsgardisternes hovedsæde igen. Han drejede roligt, og med velafmålte trin ned over den brostensbelagte gade, og gik roligt ind i den butik han havde udvalgt. At der var blod langt op på butikkens vinduer generede ham ikke, skønt det dog måtte undre ham en del. Han åbnede derfor blot døren og trådte ind.

Han var idag iklædt en sort kjortel, med en kutte fastgjort derpå, i hans bælte hang hans maske, og på hans overkrop bar han en mørk lædervest, med utallige knive spændt fast, placeret på en sådan måde, at disse var meget let tilgængelige for ham.

Synet der mødte ham derinde, måtte nødvendigvis være nok til at tage modet fra de fleste, men det var ikke noget der på nogen måde rørte McKenzie som blot nikkede kort og afmålt til den unge dame der sad smurt ind i blod i midten af lokalet "Ved du tilfældigvis hvor jeg finder sort kapper, uden alt for meget blod på altså?" spurgte han så med rolig stemme og gik afslappet over til et af de nærmeste stativer og rev ting ned fra den, efterhånden som han undersøgte udvalget.

[Safia Ginette]

Den stille nynnen blev brat afbrudt da en alt for levende tilstedeværelse fangede Safias opmærksomhed. Hovedet blev drejet væk fra dukken, så den nyankommende skikkelse kunne følges med de isblå øjne. Blikket var blandet med nysgerrighed og mistænksomhed. ’Gæsten’ virkede som om han hørte til i lokalet, og hun fandt ham ikke truende på nuværende tidspunkt. På grund af det følte hun ingen trang til at reagere yderligere på afbrydelsen. Ikke før hun blev talt til, altså. Spørgsmålet fik hende til at se sig omkring i rummet.

Hun rejste sig fra gulvet, med dukken i den venstre hånd og tryllestaven i den højre, i en glidende bevægelse. Bagsiden og længderne dryppede gavmildt af det stadig varme blod, men Safia lod ikke til at tage sig af det. Hun havde set sorte kapper da hun aede butiksekspedienten med bladet af sin kniv, så hun gik målrettet hen mod et af de eneste stativer som stadig stod oprejst. Bunden af samtlige kapper havde blodstænk, men højere oppe var de stadig rene.

Safia tog en vilkårlig kappe ud fra stativet, og gik tilbage mod gæsten. Kappen blev rakt til ham i strakt arm, da hun nåede tættere på ”Her.. Den er næsten ren” ytrede hun blot, og studerede ansigtet på den behageligt rolige mand. Han havde automatisk tjent god vilje fra hende, da han ikke råbte idet han trådte ind i rummet. Hun vidste ikke noget værre end at blive afbrudt i sit fortagende af høje lyde.