Mellem eksamenspergamenter og fjerpenne

[Areida Duchess Moreau]

Ak ja, sommeren var altid en god tid – ifølge Areida. Det var en skøn sommerdag og Areida var midt imellem hendes sidste eksamener, og måske burde hun studere mere – men hun havde alligevel bestemt sig for at tage en pause fra studierne og så komme ud og trække noget frisk luft. Hun glædede sig virkelig til at blive færdig, eftersom hun så kunne offentliggøre hendes forhold, som hun indtil videre havde været nød til at holde det hemmeligt, netop fordi han gerne ville arbejde som astronomilærer.

Areida slentrede stille og roligt ned af korridorerne på skolen. Hun var i godt humør, da hendes eksamener var gået godt indtil videre, nu manglede hun bare de sidste to eksamener og de mest frygtede for hende; Eliksir og Spådom. Hun hadede virkelig de fag. Det var svært for hende at få tankerne væk fra det, selvom hun var på vej ud, men hun var nød til at prøve.

Hendes hår var sat i en fletning, hvor det var ganske tydeligt at hun havde sovet med den, men det var blevet meget sent, før hun var kommet i seng dagen forinden. Det eneste hun havde gjort noget ud af, var hendes tøj, inden hun havde forladt sovesalen. Det var ikke uglet og hendes skjorte sad som den skulle under hendes skolekappe.

[Dominic Cooper]

Dominic var på vej ind fra udendørsarealerne, han har været ude for at få noget frisk luft efter jobsamtalen med rektor Botticelli, han havde fået jobbet, som lærer i Astonomi. Han var rolig og fattet da han kom ind i indgangshallen, han gik op mod korridorerne og mødte et par elever på vej ned. Han håbede på at Areida klarede sig godt til hendes eksamener, hun skulle gerne have en god uddannelse.

Længere nede af korridorerne så han en velkendt skikkelse, han gik lidt hurtigere for at se, om hans mistanke var sandt. Han var stadig iført sit jakkesæt, hans hår var dog blevet lidt mere uglet eftersom han havde taget sig til håret af bare utrolighed over, at han havde fået jobbet. Han smilede glad, da han så, at det var Areida. Han gav hende et kram og sagde med et stort smil ”Hej, hvordan går det, det er længe siden”

Han rettede lidt på sit hår, så det ikke var så uglet igen, men ikke til så meget nytte. Derefter rettede han lidt på hans jakke og trak lidt op i hans bukser, så han så ordentlig ud, så han ikke lignede noget der var alt for meget løgn.

[Valdemar Salomon Enok Ahlström]

Eksamenstid. En for mange elever frygtet tid, og et par uger bestående af et rent helvede med studier, terpen, og nervøsitet for hvordan det nu skulle gå. Valdemar plejede dog ikke at få disse små indskud af eksamensangst, ikke fordi han var sikker i sin sag, eller følte sig sikker på at bestå, slet ikke. På trods at han indtil nu havde gjort det overraskende godt, trods hans betydelige svagheder, der jo som bekendt hovedsageligt hvilede i at hans sproglige evner var helt bogstaveligt ikke-eksisterende. Derfor var der jo naturligvis visse eksaminer som han ikke kunne tage, og i de praktiske fremførelser var han nødt til at udføre alle de efterspurgte test-besværgelser non-verbalt. Eftersom dette var en meget kompliceret type magi, selvom han havde studeret det siden første år, krævede det en del øvelse fra hans side, og derfor brugte han om muligt endnu mere tid med forberedelser til eksamen, trods at han slet ikke var bekymret for sine resultater. Han tog det for det meste som det kom, selvom det ikke var så tydeligt, da han brugte noget nær hvert vågent øjeblik i disse uger til at forberede sig til sine eksamener. Dette bundede dog mest i at han var så perfektionistisk og, i visse henseender, kompulsiv, og på ethvert givet tidspunkt gjorde alt hvad der stod i hans magt for at gøre sit absolut bedste i alt han lavede.
De fleste dage den sidste tid havde han på nærmeste vis barrikaderet sig på drengenes sovesal eller Ravenclaws opholdsstue, hvor han brugte tiden på at læse op på alle de emner de havde dækket i de foregående år, i hvert eneste fag, samt øve sin magi, selvom han havde styr på det hele allerede, men alligevel kunne han ikke lade være. Selv når han forlod opholdsstuen, som nu, kunne han ikke slippe sine bøger. Nu, for at tage et eksempel, var han på vej ned af trapperne for at tage sig at nogle ærinder i de nedre regioner af slottet, og gik med en bunke pergamenter i sin venstre hånd, af hvilken han læste op fra det øverste stykke, mens han med sin anden hånd holdt et fast greb om sin stav. Sjældent var det en god ide at lave for mange ting på en gang, og dette erfarede Valdemar kun alt for godt, idet han svingede sin stav for at øve en af de besværgelser som havde givet ham lidt problemer. Men fordi han, mod al sædvane, samtidig var ved at gennemlæse noget fra pergamentet i hans anden hånd, og derfor ikke var helt opmærksom, fik han lavet en lidt forkert bevægelse med staven, og besværgelsen gik helt uhensigtsmæssigt, og helt uventet, galt. Et stort knald lød, og en stor røgsky som helt dækkede Valdemar i et øjeblik, dukkede op fra spidsen af hans stav, og det kom så meget bag på Valdemar at han tabte alle pergamenterne han gik med, og faldt et par trin ned til den næste platform. Han fik med lidt besvær sat sig op, og sad nu bare og stirrede omkring som en vildfaren kanariefugl.

[Elvolganta von Blackserpent]

Elvolganta kom roligt vandrene, hen ad en af slottets mange lange gange, hans stav stødte med et hult knald, mod stengulvet som han gik, en ting der måtte være ham et kendetegn, da han altid havde denne stav med sig, og lyden af det hårde træ mod stengulvet, fulgte ham hvoren han gik. Roligt drejede han om et hjørne, og fik nu frit udsyn over hele dette scenarium, der i disse sekunder lod sig udspille midt på den store trappeopgang. Han trådte med afmålte trin ned af trinene, og standsede ved Valdemar, hvor han rakte sin venstre og frie hånd, ned til eleven der lå på platformen, som en høflig gestus, for at hjælpe ham op..

[Romeo Botticelli]

Puha dagen var gået rimeligt stærkt i dag, først et møde i ministeriet og derefter tilbage til skolen for at have jobsamtaler med snesevis af troldmænd og hekse der ønskede jobbet som professor i Astronomi, og der havde da været en del afslag og skuffede ansigter i løbet af dagen, han havde dog fundet en lære til faget og havde sendt øvrige 3 ansøgere hjem igen, inden han havde afsluttet kontrakten med Dominic, og sat kursen imod professoren i astronomi for at give beskeden videre, og efter en kop te og en samtale i slottets tårn havde han besluttet sig for at sætte kursen imod Vice kontoret.

Han gik roligt ned af trappen, da han ikke var helt sikker på sine ben i hans alder, den velkendte rolige lyd af hans stok der slog imod trappernes hårde, kolde og matte sten der tydeligvis var slidte og brugte, han havde en rulle pergament i de anden arm og stoppede op på samme etage som Valdemar og Elvo, han fik øje på dem og gik med rolige skridt hen til dem “ Hvad sker der her” spurgte han med rolig stemme og stoppede op da han nåede dem

[Areida Duchess Moreau]

Areida havde været så fortabt i sine egne sølle tanker omkring de sidste to eksamener som hun frygtede mest af alt, og specielt fordi det var de sidste to eksamener overhovedet på Hogwarts. Hun sukkede og havde ikke helt set Dominic og blev derfor meget forskrækket da hun blev krammet, men smilet kom hurtigt tilbage på hendes læber ”Hey.. Ja, det går da nogenlunde, men er eksamenstresset” sagde hun roligt til hans spørgsmål og tilføjede derefter ”det er ikke fordi jeg ikke vil stå her og snakke, men vil rigtig gerne ud og have noget frisk luft, så du kan følge med, hvis det er du har lyst”. Areida trådte til side og fortsatte så rundt om et hjørne mod trappen.

I sin iver på at komme udenfor skolens lumre gange, havde hun ikke været forberedt på den forsamling som var samlet rundt om hjørnet og derfor vadede hun direkte ind i Rektoren og tabte så hendes stav, som hun havde haft i hånden, af ren forbløffelse over at være støt ind i nogen. Hun så forvirret omkring på forsamlingen og fik øje på hvem hun var gået ind i ”Åh det må De virkelig undskylde, Rektor Botticelli” sagde hun meget undskyldende og blev irriteret på sig selv over ikke at have set sig for.

[Dominic Cooper]

Dominic smilede og fulgte med hende ”Det er helt normalt at være enten stresset, nervøs eller begge del op til eksamen, det var jeg også den gang.” Han fulgte i hælene og sagde ”Jeg har for resten været til jobsamtale hos rektor og det gik godt hvis jeg selv skal sige det”.

De nærmede sig et hjørne, og Dominic skulle til at tage hendes hånd, men han tog den hurtigt til sig da uheldet indtraf. Areida kom ved et uheld til at gå ind i rektoren, og Dominic begyndte nu igen at blive nervøs, *var det nu forbi, var det det job der røg nu, fordi han var sammen med en, der stadig var elev på skolen? tænkte han, men han ville lade tvivlen komme ham til gode og derfor vente på rektors beslutning.

[Valdemar Salomon Enok Ahlström]

Valdemar sad på det kolde stengulv og så sig omkring med et forvirret, vildfarent blik. Han virkede helt malplaceret der midt i det hele, og bedre blev det ikke da han pludselig, tilsyneladende ud af den blå luft var omgivet af mennesker. Han holdt sig som oftest for sig selv, så meget uvant var det da der pludselig var folk overalt omkring ham. Og han kunne ikke påstå han følte sig videre tilpas i situationen. Han så op og for hans blik åbenbaredes Professor Blackserpents ansigt. Valdemar genkendte ham straks, og trods han på visse områder, særligt i undervisningen, kunne virke meget hård og striks, og han havde hørt visse elever omtale ham som om de fandt ham meget intimiderende, var Valdemar nærmest lettet over at se ham, frem for en af de andre lærere. Valdemar havde modtaget en del ekstra-lektioner fra ham, da Elvolganta havde indvilliget i at give ham lidt ekstra undervisning i non-verbal magi, og trods hans ustråling til tider, syntes Valdemar meget godt om ham. I Valdemars øjne var han en helt fantastisk lærer, og gjorde sit arbejde ualmindeligt godt.
Dog følte han sig lidt pinligt berørt over at han skulle se ham her på denne måde, og håbede ikke at professoren havde set det lille optrin, og Valdemars fejlslåede forsøg på magi. Han hadede at skuffe sine professorer, og sig selv, og følte at han gjorde begge dele lige nu. Han så op på professoren med et skamfuldt og undskyldende blik, og var i starten ikke meget for at tage professorens hånd, da det i hans øjne virkede respektløst, og da han stadig skammede sig for meget til overhoved at møde hans blik, hvorfor han så halvvejs ned i gulvet. Han endte dog med at tage hans hånd og lade ham hjælpe ham op. Da han igen var på benene, knælede han ned, og fik fat i sin tryllestav, som var fløje tud af hånden på ham i faldet, og begyndte med skammen tydeligt malet i ansigtet at samle sine tabte papirer op.

[Elvolganta von Blackserpent]

Elvolganta tog roligt fat i Valdemars hånd, og trak ham op fra gulvet med et blidt greb. Da han så udtrykket i den unge mands øjne, smilede han blot venligt og rystede på hovedet "Der er ingen grund til at have det skidt over at vælte, vi kan alle lave fejl.. Prøv blot igen, jeg er sikker på at det nok skal lykkedes for dig" Bemærkede han varmt og opmuntrende og smilede fortsat til ham