The new professor

[Jonas Daniel Oliver Drackey]

Det var omkring middagstid, og flere elever havde lige nu pause mellem deres undervisning. Professor Drackey havde netop afsluttet en eliksirlektion, og så snart den sidste elev var ude af døren havde han med et sving med tryllestaven ryddet de efterladte ting af vejen, inden han havde låst lokalet af og forladt krypten. Han havde kun en times tid inden det næste hold elever ville komme, og han havde et par enkelte forberedelser han stadig manglede at få ordnet inden. Dog bedømte han at der var rigeligt tid til at han kunne nå en tur op til de øvre regioner af slottet og stadig nå ned og gøre klar inden eleverne ville ankomme. Han havde et ærinde længere oppe, og selvom han sagtens kunne vente til senere, og det nok ville være mere passende et tidspunkt at gøre det, frem for i den i forvejen til tider knappe tid mellem lektionerne. Dog havde han andet arbejde som han havde planlagt at tage sig af senere, så han besluttede sig for at prøve lykken nu. Han vidste jo ikke engang om han ville kunne få fat i den person han søgte nu, eller om vedkommende var til time eller hvad. Alligevel forsøgte han sig. Han stod og manglede nogle enhjørningehår til et hold 7. årselever til den efterfølgende dag, og vidste at skolen havde et par stykker rendende rundt ude i skoven. Og eftersom de ikke blot var dyre, men også vanskelige at fremskaffe og derfor havde lang ventetid, ville han forsøge at få fat i læreren i Magiske Dyrs Pasning og Pleje, i håbet af hun måske ville have et par lokker liggende, eller kunne fortælle ham hvor han kunne få fat i nogle. Han vidste at enhjørningerne ved lejligheder havde været brugt i undervisningen i netop dette fag, og at de i de perioder havde været i indhegning, og tog han ikke meget fejl var det ikke så længe siden sidst. Så han håbede lige nu at de endnu ikke var blevet lukket fri i skoven, eller at professoren kunne pejle ham ind på hvor han kunne finde dem. Han havde hørt at de havde fået en ny lærer i dette fag for kort tid siden, men havde endnu ikke selv haft æren af at møde hende, da han havde haft travlt den sidste tid, og derfor ikke havde overladt sig selv meget tid til sociale udskejelser. Han bevægede sig igennem gangene med hurtige, beslutsomme skridt med kursen mod lokalet hvor han vidste at dele af undervisningen i Magiske Dyrs Pasning og Pleje forestod.

[Daina Takotey]

Selvom hun havde været på skolen dengang hun selv blot var en studerende, havde Daina til tider svært ved at finde rundt på det store slot, som Hogwarts bestod af. Hun vidste at der var blevet sat et lokale af til hendes undervisning, da eleverne ikke kunne være ude når vejret var dårligt – og selvom det egentlig ikke var tilfældet i dag, så havde hun alligevel besluttet sig for, at den sidste undervisningstime for i dag skulle være i dette lokale. Hun havde rendt længe rundt på skolen for at finde det, men heldigvis var der lang tid endnu til hendes næste lektion – hun havde nemlig haft nogle fri lektioner imellem, da 6. årgang stadig havde en masse lektioner og skulle slutte dagen af med Magiske Dyrs Pasning og Pleje.

Efter at have ledt længe på skolen, havde Daina endelig fundet lokalet, hvorefter hun så var gået ind for at gøre klar til lektionen – hun havde alligevel ikke andet at give sig til i øjeblikket, hun havde nemlig rettet alle stile hun havde krævet ind, og andre afleveringer fra eleverne, så der var ikke mere at rette eller læse igennem. Da hun endelig havde gjort klar til timen, satte hun sig stille og roligt ved sit kateder og læste i en bog. Dette var et syn, som man ofte så hende ved. Daina var en meget belæst kvinde, som altid havde søgt til bøger og andet for at lære mere om alle mulige ting, men mest omkring dyr – hun kunne aldrig lære nok, mente hun.

Selvom Daina altid havde været kendt som Klassens Nørd, da hun gik i skole, så lignede hun langt fra hvad man normalt ville gå ud fra var en nørd og sådan var det stadig. Hendes lange, krøllede hår hang løst ned over hendes ryg, og hun var som altid iklædt hendes smaragdgrønne kappe, som nemt kunne komme til at se forkert ud på hende, da hendes safirblå øjne ikke matchede den grønlige kappe, men Daina formåede alligevel altid at se godt ud og have et meget afslappet og sødt ansigt, selv når hun blot sad og læste for sig selv.

Der var mange af lærerne på skolen hun endnu ikke havde mødt, netop fordi hun havde haft travlt med at skulle skrive en helt ny læreplan for resten af skoleåret. Hun var jo kommet dumpende så pludseligt, fordi den forrige lærer var blevet meget syg og måtte stoppe, men lige meget hvad så fortrød Daina ikke et sekund at have sagt ja til stillingen som lærer i Magiske Dyrs Pasning og Pleje, det var hvad hun altid havde drømt om – at lære unge omkring hendes egen passion og så oven i købet på Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldmandskab.

[Jonas Daniel Oliver Drackey]

Jonas passerede et par elever på sin vej igennem slottet, men alle passede de blot sit eget, og registrerede knap hinandens tilstedeværelse. Ligesom Jonas havde ting at gøre, havde eleverne også steder de skulle være, og ting de skulle se til. Da Jonas havde været en garvet nattevandrer i sine unge dage, og flittigt havde udforsket slottet ved enhver given lejlighed kendte han efterhånden de utallige labyrint-lignende korridorer og trapper rimelig godt, og han havde jo alligevel været her et stykke tid efterhånden som lærer, hvor han også havde gået meget op og ned af gangene. Derfor tog det ham ikke ret længe at finde frem til lokalet afsat til undervisning i Magiske Dyrs Pasning og Pleje, selvom dette næppe var det sted han havde opholdt sig mest, men alligevel vidste han hvor det lå, da han havde været her et par få gange siden sin tid som elev. Alle gangene i forbindelse med kontakt til skolens tidligere lærer i faget. Det var nu første gang han bevægede sig mod lokalet siden den nye lærer havde indtaget lokalet, og han var ikke sikker på hvad han kunne forvente. Han havde ladet sig fortælle at den nye lærer skulle være en kvinde, men det var alt han havde hørt. Så han var spændt på både at møde denne nye addition til professor-staben, og se hvad denne var for en personlighed, men var også lidt interesseret i at se om lokalet havde ændret sig siden hans sidste besøg. Det havde trods alt været en god håndfuld måneder siden han sidst havde sat ben i lokalet, og nu da det var blevet overtaget af en ny lærer var det jo ikke til at sige om det stadig lignede sig selv. Som et ganske glimrende eksempel havde Professor Drackey selv sat sit tydelige præg på eliksirlokalet siden han selv overtog det fra dets tidligere besidder.
Det havde i og for sig været nemmere og mere tidssparende blot at sende meddelelse til professoren i Magiske Dyrs Pasning og Pleje via patronus, men da han også var lidt nysgerrig efter at se denne nye lærer havde han besluttet selv at gå op. Desuden var det nok også snart på tide at komme lidt ud, da han de sidste dage på nærmeste vis havde barrikaderet sig nede i krypten. Dette var desværre hvad der skete når han fandt sig selv alt for opslugt af et projekt, og et af hans eksperimenter havde netop gjort nogle drastiske gennembrud, så han havde været alt for optaget af dette til at tage sig af noget andet, udover undervisningen og alle de andre ting han var nødt til at se til.
Han nåede endelig lokalet, og landede et par simple, tydeligt bank på døren, for at gøre opmærksom på sig selv, og afventede respons fra klasseværelset inden han fortsatte. Da han hørte en reaktion fra den anden side af døren, tog han i håndtaget og fik uden besvær den enkle trædør op. Da han var kommet ind lukkede han stille døren efter sig, og begyndte at gå imod kateteret hvor han så en ung kvinde sidde. ”Goddag professor, tilgiv mig forstyrrelsen, mit navn er..” uden varsel stoppede han midt i sin talestrøm og stoppede op, og så med mistro plantet i blikket på den nye lærer. Efter et øjeblik optog han igen sin gang og bevægede sig et par skridt nærmere, men sagde dog ikke mere. Han havde først da fået kigget rigtigt på den som sad foran ham, og da hans blik fangede de safirblå øjne slog ligheden ham som et lyn fra himmelen, og på mindre end et sekund var han blevet helt mundlam og anede ikke hvad han skulle sige. Det kunne ikke være hende, det var umuligt. Men ligheden var dog slående. Absolut uovertruffen. Han havde ikke set Daina Takotey siden sin tid på skolen, men han havde aldrig stoppet med at tænke på hende, og da han så ind i det par af de så unikke safirblå øjne, var det som at se ind i hendes blik dengang han mødte hende første gang. Dengang havde han naturligvis ikke anet hvad der ville komme til at ske, og hvordan hans liv ville komme til at udforme sig. Eller hvor utrolig stor en rolle hun ville spille i det. Hun havde været den primære grund til at han havde ændret sig på den måde som han havde, og ikke var endt op i dødsgarden, ligesom hele hans kendte familie før ham, helt tilbage til Lord Voldemorts tid.

[Daina Takotey]

Daina havde aldrig været den som gik ude på gangene om natten, dengang hun gik på skolen – mest fordi hun var en elev som i den grad holdt sig til reglerne, og netop derfor kunne hun ikke gebærde sig på skolens gange og det var trods alt også ved at være nogle gode år siden, hun havde været på skolen. For hende lignede alle de labyrintlignende gange hinanden og hun blev stadig ligeså forvirret når trapperne passede deres egne ting, så hun kom et andet sted hen end det hun egentlig havde i hensigten.
Det var ingen tvivl om, at Daina havde sat sit helt personlige præg på det klasselokale hun havde fået tildelt til hendes indendørs undervisning. Der var billeder af hende og hendes søster med diverse magiske og ikke-magiske dyr, rundt omkring i verden, eftersom Daina havde rejst rundt med Niraqo efter hun blev færdiguddannet lærer, for at få noget erfaring fra hendes søster, som havde en dyre-forretning, som lå nede i Hogsmeade, hvor hun også nogle gange hjalp til, hvis hun virkelig havde brug for det. Udover billeder på væggen i massevis, var der også bure med nogle mindre dyr som en Diricawl, Fwooper og mange andre slags dyr, som både hørte til deres verden og mugglernes verden. Hun gik nemlig rigtig meget op i at undervise eleverne i dyr som eksisterede lige meget hvilken verden man kom fra. Desuden havde hun også gjort meget ud af at lokalet i alt almindelighed var hyggeligt og afslappet, da hun mente det var vigtigt at have rolige omgivelser, for bedst mulig læring.

Hun havde også selv holdt sig meget tilbage siden hun kom til skolen, da hun ville være sikker på alt, før hun mængede sig med de andre professorer som havde været der i mange år, så hun ikke kom til at ligne en komplet idiot ved at sige eller gøre ting forkert. Det havde altid været Dainas svaghed – frygten for at gøre ting forkert og derfor blive gjort grin af, det var noget hun overhovedet ikke kunne have, og derfor havde hun heller ikke snakket med ret mange andre end rektoren på Hogwarts. Samtidig med at hun skulle have alle sine dyr på plads i deres nye habitater, mange af de dyr hun underviste med, var nogen Niraqo havde doneret til hendes undervisning og hun vidste at hvis hun nogensinde fik brug for et bestemt slags dyr, så kunne hendes søster næsten altid hjælpe hende med at skaffe det og hvis dyret var af den mere aggressive karakter, så havde hun fået lov til at få Niraqo til at hjælpe med at håndtere dyret. Så på flere områder havde Daina nogle gode plusser i baghånden til hendes undervisning.

Daina registrerede nogle simle, men tydelige bank mod lokalets trædør og kiggede op fra hendes bog. Hun rømmede sig kort, før en let og blid stemme kom ud mellem hendes lette, lyserøde læber ”Kom endelig indenfor” sagde hun blidt. Hendes hjerne kørte på højtryk for at se om hun kunne regne ud, hvem der dog bankede på nu, når der var så lang tid til timen begyndte. Hun sad med de safirblå øjne vendt mod døren, mens den langsomt gik op og hendes smil forlod ikke hendes læber – lige indtil de blev formet i en mere overrasket mimik ved synet over hvem der trådte ind på hendes kontor. Det kunne da ikke passe, kunne det? Var det virkelig? Hun sad og havde ikke helt registreret at han havde sagt noget, før hun vågnede op af hendes forskrækkelse, og hendes læber atter formede sig i et blidt smil. ”Jeg tror, jeg ved hvad De hedder, Professor Drackey” lød den blide stemme så atter mellem læberne. ”Og lige en ting, Professor, det er ikke særlig pænt at stirre sådan” tilføjede hun med et nu mere drilsk blik i øjet – selvom der ikke skulle herske tvivl om at hun var mindst ligeså overrasket som han. Hun havde ikke set ham siden skolen, og så var han oven i købet hendes første seriøse forelskelse, den person glemte man ikke sådan lige og slet ikke deres første møde. Hun smilte lidt over tankerne som befandt sig helt tilbage i deres skole tid, men rystede så kort på hovedet, for at vende tilbage til virkeligheden.

Hun rejste sig derefter op og lagde hendes hovedet lidt på skrå med det lette, blide smil. ”Det er en lille magisk verden vi lever i, Jonas. Jeg burde have vidst jeg kunne finde dig her, men alligevel havde jeg ikke rigtig tænkt over det som sådan. Lad mig gætte, du står for eliksir lektionerne, ikke?” spurgte hun så lidt mere uformelt. Hun hadede virkelig at tiltale nogen hun egentlig kendte ret godt med De, Dem og Deres. Gys. Hendes safirblå øjne hvilede varmt på ham, mens hun ventede på hans respons og reaktion.

[Jonas Daniel Oliver Drackey]

Jonas smilede let ved mindet om deres første møde. Han havde ikke ligefrem gjort det bedste indtryk på hende, og dengang havde han da heller aldrig forestillet sig at de skulle ende med at blive så tætte som de havde været. Eller at han nogensinde skulle komme til at føle for en som han havde gjort for hende, eller savne en som han havde savnet hende hver eneste gang de havde været adskilt. Eller som siden de forlod skolen. Jonas havde været vidt omkring i sine rejser, i jagten på viden og en bedre forståelse for eliksirbrygningens verden, og oplevet ting som nogle knap turde drømme om. Men ikke i et eneste af de øjeblikke havde han holdt op med at tænke på hende. Når man tænkte rigtigt over det, og man kendte bare lidt til ham og hans fortid, kunne man godt fristes til at tro at han stadig var forelsket i Daina. Han havde trods alt kun haft et enkelt andet seriøst forhold i løbet af sin skoletid, og det havde været flere år efter hun var gået fra ham, og selv det havde ikke holdt. Og han havde aldrig fundet en anden i årene som fulgte. Som det eneste selskab på sine rejser havde han haft Tanith, sin slange, trods han altid havde haft en drøm om at slå sig ned og få en familie. Alligevel havde han dog spenderet næsten halvdelen af sit lov på at rejse rundt alene og studere alskens planter og brygge.
Han havde dog aldrig tænkt på at opspore Daina og forsøge at indlede kontakt. Måske han havde frygtet hvad han ville finde. Hvad hvis han ville gå rundt og lede i flere år, kun for at finde hende et eller andet sted, gift med en anden mand, og til beskeden om at hun intet ønskede at have med ham at gøre? Der var trods alt gået mange år, og ingen kunne vide i hvilken retning hendes liv var gået, eller hvordan hun var endt ud. Men naivt ville det være at tro at hun ikke på nuværende tidspunkt havde fundet sig en mand. En klog, attraktiv pige som hende, med hendes evner?
Jonas kunne ikke undgå at tænke på hvordan hans liv mon havde udspillet sig hvis ikke han havde mødt Daina. Han havde allerede været midt i en spiral hastigt på vej til undergrunden. Hans familie havde allerede introduceret ham til flere aspekter af dødsgarden, og endog adskillige af dens prominente og højtstående medlemmer. De havde trods alt selv været højt respekterede og agtede medlemmer af garden. Det havde altid været underforstået at Jonas ved sin graduation skulle tilslutte sig dødsgarden selv, og tjene den så vel som sin familie i tiden følgende. Og aldrig havde han forestillet sig en større ære. At tjene dødsgarden, ligesom hans forfædre før ham, at udrydde den trussel som det beskidte blod gjorde for et rent troldmandssamfund, som allerede var stærkt plettet af deres eksistens. Det var i hvert fald hvad han havde troet dengang. Det var før han mødte Daina. Pigen som ville ændre hans liv og sjæl for evigt. Det lød som én stor snasket kliché, men det var sandheden. Han havde ændret sig drastisk efter han havde mødt hende.
Han havde været en forfærdelig person op til den dag. Så ung, og allerede så korrupteret af en grusom og nådesløs verden. De ting han havde gjort. De mennesker han havde skadet, og de liv han havde ødelagt. De pletter han havde udgydt på sin sjæl, som aldrig ville vaskes af. Hvis det havde været fremme for dagens lys, havde han aldrig være blevet lærer. I stedet havde han fået tildelt en enecelle i Azkaban. Med tanke tilbage på det, var det forfærdeligt, de ting de havde fået ham til. De ting de havde lært ham at gøre, i overbevisningen at det var det eneste rigtige. At det var berettiget. Der var ting han end ikke havde fortalt Daina, i frygt for hvad hun ville mene om ham. Hun vidste allerede hvordan han havde været dengang, hun havde set ham og hvordan han behandlede sin omverden. Men end ikke hun havde set ham på sit værste. Hun havde ikke set de ting han havde gjort, hørt de skrig han havde skabt.
En trøstesløs grimasse gled kort over hans læber, ved tankerne tilbage på sin lyssky fortid, men han tog sig i det og tvang et smil frem, i et par sekunder indtil han kunne lede dybt i sin sjæl og finde et ægte, ærligt smil frem. Det var ikke svært når man så ind i de uendeligt smukke safirblå øjne foran ham. ”Daina..” han stoppede op da han nåede kateteret og så på hende med et smil og et blik som tydeligt viste at det sidste han havde ventet at se lige nu var hende. Han havde ikke kunnet skjule sin overraskelse, selv hvis han havde prøvet. ”Du er den nye professor i Magiske Dyrs Pasning og Pleje..” det var mere en konstatering end et spørgsmål, og vistnok også ret åbenlyst. ”Ja.. Næppe overraskende.. Det er jo trods alt mit speciale.” Når han tænkte over det anede han jo intet om hvor Daina havde været siden skolen, så selvom han havde været en relativt offentlig person i løbet af de sidste par år, og vækket en del opsigt med noget af hans arbejde og de to bøger han havde skrevet og udgivet med et par års mellemrum, havde han jo ingen ide om hun vidste noget om hvor han havde været i løbet af den tid, eller om hun havde hørt om noget af hvad han havde gjort. Så det var måske mindre åbenlyst for hende end det var for ham, hvorfor hans navn netop havde været i toppen af listen af folk at kontakte, da skolens forrige eliksirmester havde forladt dem. Alligevel havde han dog altid, selv på skolen, været begejstret for eliksirer, og udvist en gave for det, ligesom så mange andre fag. Så overraskende var det vel næppe, at netop dette fag ville tiltale ham som en lærerstilling.

[Daina Takotey]

Der var ingen tvivl om at Jonas, eller JDO som hun kaldte ham i sin tid, havde haft en meget stor indvirkning på hendes liv, såvel som hun virkede til at have haft en indvirken på hans liv. Dengang havde hun virkelig været lukket for sig selv, fordi hendes far aldrig havde været sød ved hende og hun havde dog også gjort noget forfærdeligt, men dengang havde hun ikke kunne se nogen anden løsning end at forgive ham i sidste ende. Hun havde stadig mærker efter hvad han havde gjort, både tydelige og utydelige mærker. De to ar på hendes hals var noget af det som endnu mindede hende om at hendes far havde forsøgt at tage hendes liv bag ved hendes mors ryg og så for ikke at tale om de utallige psykiske mén hun havde fået af det hele. Jo bare dengang havde det ikke været nemt og da hendes fætter så dukkede op midt i det hele og viste sig at være lige så stor en idiot som hendes far, så havde det ikke været bedre. Det var dog en ting hun aldrig havde fortalt nogen – end ikke Jonas. Hun skammede sig over det og var glad over det på samme tid. Hendes søn betød rigtig meget for hende, men hun havde valgt at slå hånden af ham, ganske enkelt fordi han mindede hende omkring Sebastian, og hvad han havde gjort. Dengang det hele var sket havde hun holdt sig helt for sig selv og hendes tøj var blevet meget større, indtil Marco kom til verden. Daina sukkede kort ved tankerne omkring det der var sket i tidernes morgen, og nød nu bare at have det godt igen takket være Jonas, men hun kunne ikke komme udenom at alt det der var sket havde haft en indvirken på hendes kærlighedsliv. Hun havde nemlig endnu ikke fundet Manden endnu og havde faktisk ikke haft nogen kærlighed i sit liv siden skoletiden, mest fordi når det kom til stykket så stolede hun ikke på nogen mænd, fordi de mænd hun havde haft at vokse op med, havde vist sig at være de rene djævle på den ene eller den anden måde og det var netop derfor at dengang hun havde mødt Jonas, at hun gjorde det til en mission at få ham ud af det mørke sind hun havde mødt. Den lede Slytherin som kastede stinkbomber efter de stakkels små første års elever og når hun skulle være ærlig så havde hun det ikke specielt godt med ham til at starte med, hun var vred på ham, fordi han var så led overfor de andre elever, lige indtil den dag hun besluttede sig for at den mørke side ikke skulle have endnu en over på deres side.

Når man tænke over deres forhold og deres fortid lød det meget klichéagtigt, men sådan var deres virkelighed og deres fortid altså, så kunne man sige hvad man egentlig ville, så længe hun bare vidste at det var sådan det hele hængte sammen. Det var tydeligt i hendes smukke, safirblå øjne at hun tænkte meget over alt, mens hun stod der og så på ham. At hun tænkte tilbage på det hele og undrede sig over hvorfor hun egentlig ikke havde opsøgt ham, men så kom hun til at tænke på, hvor travlt hun havde haft det, siden hun blev færdig med at uddanne sig til professor. Hun blev ved med at stå med hendes eftertænksomme maske på, mens hun blev ved med at tænke på de tider der var gået og de tider der nok skulle komme, og selvom hun ikke havde opsøgt ham, så stod hun alligevel foran ham nu og nu var de begge professorer på Hogwarts, noget som virkede helt uvirkeligt for hende, for hun havde ikke set ham i så mange år og pludselig havde de job under samme tag – det var virkelig helt uvirkelig og alligevel så dejligt at se ham igen. Hun havde jo savnet ham, det var der ingen tvivl om, han havde jo haft den store indvirken i hendes liv, så det skulle have været mærkeligt, hvis hun ikke havde savnet ham bare en lille smule og hun ville ikke ligge skjul på at han havde været fast inventar i hendes tanker, fordi hun altid havde

Hun rystede kort på hovedet for at komme tilbage til den uvirkelige virkelighed. Hun så på ham med det rolige blik, og det milde smil som var det stærke kendetegn ved hende, hvis man så bort fra hendes meget japanske fremtræden og de to ar på hendes hals. Daina nikkede lidt, da han konstaterede at hun jo var den nye professor i Magiske Dyrs Pasning og Pleje og kunne ikke holde et lille grin tilbage ”Ja, hvorfor lyder din konstatering som om det kommer bag på dig? Du har vel ikke glemt hvad var mit elskede fag, dengang i skolen, vel?” spurgte hun med den milde stemme, mens hun smilede let til ham. Hun tog sine tynde, blide hænder og placerede dem i siden, mens hun forsøgte at se lidt fornærmet ud, over at han virkede overrasket i sin konstatering. Hvorefter hun fortsatte ”Nej, det kommer ikke bag på mig, du elskede eliksir og elskede at eksperimentere med de sindssygeste blandinger af ingredienser, så nej det kommer næppe bag på mig, at du har med eliksir at gøre, men at du lige var her på skolen kommer lidt bag på mig, mest fordi jeg troede du var mere til arbejde hvor du helt selv bestemte dagens indhold”. Hendes smil blev nu atter at se over de blide læber, mens hun så på ham. Hun havde virkelig altid set ham som en meget selvstændig person, der helst selv ville bestemme hvad hans dag skulle byde på og her på skolen var der jo nogle ting som lektionerne skulle indholde, fordi lidt havde ministeriet jo at gøre med skolen, de skulle jo sikre sig at eleverne lærte de nødvendige ting for at gebærde sig i den magiske verden. Ellers ville de jo ikke kunne, som hende, rejse rundt i deres verden, for at lære endnu mere om alt muligt, det var lidt ligesom mugglernes kørekort – du bliver trænet op i det, men den rigtige erfaring fik man først når man havde fået det og kom til at køre selv.

[Jonas Daniel Oliver Drackey]

Jonas og Daina havde en hel del historie, på trods af at de havde mødtes i skolen, og ikke havde set hinanden siden de forlod Hogwarts. Og da de havde al den historie, og havde været så tætte som de var før i tiden, havde de naturligvis også delt en hel del, og de havde fortalt hinanden ting og vidste derfor meget om hinanden. Dog var Jonas ikke et øjeblik i tvivl om at Daina havde ting hun ikke havde fortalt ham, præcis ligesom han selv havde haft ting, og til stadighed havde ting, som han ikke havde delt med hende. Og selv den dag i dag havde han ingen umiddelbare planer om at lade hende ind på disse hemmeligheder som endnu hvilede dybt i ham, hvor meget han end forsøgte at fortrænge og glemme dem. Alligevel hjemsøgte de ham stadig i hans drømme. Selv i hans vågne timer var han ude af stand til at skubbe de mentale billeder væk, eller dæmpe skrigene og de tiggende ord for nåde. Men han ønskede ikke at tænke på det, han var ikke sådan længere. Det var hans familie, men ikke ham. Hans fader havde været dødsgardist, og ligeså havde enhver anden familiemedlem igennem tiden, helt tilbage til Voldemorts tid, hvor en af hans forfædre havde været en af de originale dødsgardister. Hele hans nærmeste familie var dog død flere år forinden, og selvom han stadig havde en del nulevende familie, havde han ikke så stor en kontakt til dem. Han havde trods alt ingen kontakt haft til noget af sin familie, eller nogen del af hans tidligere omgangskreds for den sags skyld, siden han rejste væk kun få måneder efter skolen. Han havde helt afskåret sig fra sit tidligere liv, og startet et nyt. Alle elementer af hans historie og liv indtil det øjeblik, havde han efterladt tilbage og var bare rejst væk, ud i verden. Men som bekendt kunne du ikke løbe for evigt, og til sidst ville fortiden da også vise sig at indhente ham. Dog gik dette først rigtigt op for ham nu i dette øjeblik, da han konfronteredes af et spøgelse fra sin fortid. Daina Takotey. Hans første og måske eneste virkelige kærlighed indtil denne dag. Den eneste smule af hans familie som han stadig havde nogen form for kontakt til, var den yngre generation, og dette kun fordi han underviste et par af dem her på skolen. Her bemærkelsesværdigt var i særdeleshed Victor, nok den han havde haft mest at gøre med siden han startede med at arbejde som professor på skolen. Han mindede ham skræmmende meget om ham selv da han havde været i skolealderen, og gået på skolen ligesom ham. Fra hans tid før han mødte Daina, og hun fik ham omvendt, og drevet ham væk fra den sti som han i flere år allerede havde været godt på vej ned ad. Han kunne kun tænke på hvor langt nede af stien Victor min var endnu, og endnu mere dvælede tanken bagerst i hans sind, hvor langt han havde i sinde at gå. Han var slet ikke i tvivl om at hvis ikke Daina havde stoppet ham, havde han ikke tøvet med at gå hele vejen. Og med kendskab til sin egen familie, og fra hvad han kunne fornemme på Victor i det års tid han havde arbejdet på skolen, eksisterede der heller ikke meget tvivl hos ham, om at han heller ikke ville tøve et sekund med at gå ligeså langt. Han ville gerne forsøge at få ham på bedre tanker, da dette liv som han vidste Victor havde hastig kurs imod, kun førte dårlige ting med sig, men kunne han virkelig tillade sig det, sådan som han selv havde været i sin tid? Og så igen, på den anden side, måske netop hans fortid gjorde ham så meget desto mere kvalificeret til at fraråde ham at begå samme fejl som han selv havde.
Han slog tankerne væk, han ville ikke tænke på denne slags, ikke nu. Dainas ansigt, med de smukke safirblå øjne var rettet imod ham, for første gang nu i så mange år, og han kunne høre hendes stemme, ja, kunne næsten røre hende. Så tæt på havde han end ikke turdet håbe at han nogensinde ville komme igen, og det fyldte uanstændigt meget i hans hoved lige nu, højst sandsynligt mere end det burde. Men han var ligeglad. Hun havde været hans nærmeste ven igennem hele skoletiden, og hans sidste rigtige menneskelige bekendtskab som var værd at nævne. Han havde da haft menneskelig kontakt i løbet af sine rejser, men kun overfladiske bekendtskaber, og alle i forbindelse med hans studier og arbejde med eliksirer i udlandet. På selve rejserne havde han kun én kompagnon.
”Naturligvis.. Jeg vidste jo du altid havde haft en kærlighed for dyrene.. Men at jeg skulle støde ind i dig her, havde jeg dog ikke regnet med..” han vidste ikke helt hvad han skulle sige. Han havde snart haft mange år alene, hvor han havde måttet tage sig selv i flere gange at forestille sig dette første møde efter skoletiden, og hver eneste gang var det noget andet. Hver gang var forskellig. Ord som blev sagt, handlinger som førtes ud i livet. Men nu, når det endelig skete og han endelig havde hende her foran sig, var han som forstenet. Han anede ikke hvad han skulle gøre, eller hvad han skulle sige. Han havde ikke været forberedt på dette. ”Joh,” begyndte han med et let smil da hun kommenterede på hans sædvanlige foretrukne arbejdsmetoder, ”Jeg må indrømme dette nok ikke er hvad jeg havde forventet mit liv ville ende i.. Havde aldrig forestillet mig jeg skulle komme til at betræde disse gange og kalde mig professor.. Men jeg begyndte også først for et års tid siden.. Omkring tidspunktet jeg kom tilbage til England..” Han følte ikke for at komme nærmere ind på hvorfor han havde besluttet sig for at sige ja til jobbet. For at være helt ærlig, også overfor sig selv, vidste han det ikke helt. Sikkert var det dog, at han havde accepteret jobtilbuddet kort efter han var vendt hjem til beskeden om at hans moder havde været død noget tid forinden. Og han ville lyve for sig selv, hvis han sagde at det intet havde med det at gøre. Det havde nok også en del at gøre med hans nylige beslutning om at slå sig ned og få et roligt, sikkert job. Og måske endda en dag starte den familie han altid havde drømt om at få. Hvem ved? Han havde i mange år talt om dette, dog havde han aldrig ført det ud i livet. Altid havde han udsat det. Men ikke længere.

[Daina Takotey]

Daina prøvede at komme tilbage til virkeligheden og ikke tænke mere på fortiden, selvom det egentlig var svært. Hun var ikke helt klar over hvilken påvirkning hun havde haft på Jonas i sin tid, men hun var glad for den han var blevet og hvis hun skulle være ærlig, så var der stadig nogle gamle følelser tilbage, som hun havde svært ved at håndtere og skjule – alt kunne ses i hendes øjne, selvom hun ikke havde lyst til det og det hele blussede bare op i hende, nu hvor han stod foran hende. Det hele forvirrede hende bare endnu mere med de pludseligt så kraftige følelser.

Hun rystede kort på hovedet, for at komme til sig selv igen og smilte så forsigtigt ”Ja, mine elskede dyr er der ingen der kan tage det fra mig, nogensinde. Hjælper da også Niraqo fra tid til anden nede i butikken” sagde hun med et lille forsigtigt smil. Hun rodede lidt i sit hår, for at fjerne hans fokus en smule fra hendes øjne, så hun ikke ville blive afsløret. ”Jeg er nu sikker på du stadig er god til dit fag, der er ikke nogen med mere erfaring og intelligens indenfor eliksirer, så det passer nu meget godt til dig, selvom det ikke var det som jeg havde forestillet mig til dig dengang” tilføjede hun så kort efter.

[Jonas Daniel Oliver Drackey]

”Du var nu også altid glad for de dyr,” et let, varmt smil hvilede over hans læber, og selvom hun tilsyneladende forsøgte at lægge skjul på det, syntes han at fornemme et eller andet uvant i hendes blik. Noget hun måske forsøgte at undertrykke. Men han kunne jo ikke være sikker, måske det bare var noget han forestillede sig, fordi han selv havde det sådan lige nu, og så bildte sig selv ind at det samme gjaldt for hende, for ikke at føle at det kun var ham. Han tvang dog sig selv til at forblive i virkeligheden og i nutiden, og bare undertrykke enhver tanke og følelse som skulle finde på at snige sig op på ham. Han havde ikke set hende i 15 år, det var næsten et halvt liv, så enhver tanke eller følelse i denne retning var forkert. Eller det var i hvert fald hvad han formodede.
”Jeg må dog nok indrømme, at det aldrig har været en hemmelighed at mine planer aldrig umiddelbart har indebåret at slå mig ned og få et almindeligt halvkedeligt job, som dette.. Ikke foreløbig i hvert fald.. Men jeg kom jo også ud at rejse kan man sige.. Og opnåede mere eller mindre hvad jeg drømte om.. Og lidt til..” Han holdt en pause, mens hans tanker kort vandrede bort, inden han endnu engang tvang sig selv tilbage og fortsatte ”Jeg ved stadig ikke hvorfor jeg traf valget at tage jobbet og blive i landet.. Måske jeg bare indså at jeg havde set det af verden jeg skulle, og var klar til at slå mig ned og begynde på det liv jeg et eller andet sted altid har ønsket.. Et sted langt ude i fremtiden.. Måske nu ville være et godt tidspunkt til at starte på den fremtid.”