We are what we're supposed to be.

[Safran B. Leavens]

Safran trådte ud på den menneske fyldte gade efter at havde tilbragt en rum tid på post huset efter han omsider havde taget sig sammen til sende sine forældre et svar på det brev han havde modtaget fra dem nogle dag tidligere. Flere gange havde Safran overvejet at anskaffe sig en ugle selv, men hver gang var han nået frem til den konklution at dyr alligevel bare var til besvær. Da han havde været lille havde han haft en guldfisk, men den var død da han ikke havde husket at fodre den. Selvfølgelig var de noget andet med en ugle, efter som at disse var i stand til at jage selv vis blot man sørgede for at havde et vindue på klem så den kunne komme ind og ud men på den anden side så så var han heller ikke helt glad ved tanken om at skulle bruge en bestemt ugle det ville betyde større chance for at nogle opsnappede hans ugler. Nej det var ikke fordi at Safran var paranoid, men hans post ved kom kun han og ingen andre længere var den ikke. Han stak en hånd i lommen på de mørke jeans i det han lod blikket søge op ad gaden en smugle ubeslutsom, det var sent på formiddagen så det var ikke nu der vat mest trangt i Diagonalstrædet da mange jo stadigvæk var på arbejde. Kort overvejede hen at lægge turen forbi Ashwinder Inn for at se om Vicky var på arbejde, men på den anden side så viste han også at han ikke ville få nået bare halvdelen af de ting han burde vis han gjorde det. Det var jo gerne den indflydelse at den kvinde havde på ham, Saf rystede let på hovedet af sig selv ved tanken, jo kvinder ville blive hans undergang det var han sikker på.

[Marie Isabella May Hansen]

Marie havde lige fået fri fra arbejde og var lige kommet ud på gaden, hun stod lidt og kiggede rundt. Ja hendes dag havde ikke været lang, men til gengæld havde hun haft lukkevagten i går og skulle åbne i dag, så hun var glad for at hun havde fået lov at få tidligt fri. Det skete ikke så tit. Hun havde dog ikke lyst til at tage hjem, hun overvejede lidt at gå hen til strædecaféen og få sig en kop varmkakao, det smagte altid så dejligt. Og hun havde faktisk haft lyst til det i et stykke tid.
Hun begyndte derfor at gå hen mod den, mens hun kiggede ind i butiksvinduerne. Hun glemte måske lidt at se hvor hun gik. Hvilket også gjorde at hun gik direkte ind i en. Hun kiggede op og så til sin store overraskelse at det var Safran, han havde gået en årgang over hende på Hogwarts, og havde faktisk ikke givet hende meget opmærksomhed, selvom hun gerne ville have haft det. Hun sendte ham et lille undskyldende smil. ”Det må de undskylde” sagde hun stille og bakkede lidt tilbage så de ikke stod så tæt.
Han duftede dog fantastisk. Hun havde lyst til at ryste på hovedet over den tanke, var hun ikke over det latterlige lille crush hun havde haft på ham, det havde hun hvert fald flere gange sagt sig selv at hun var. Hun pillede lidt genert ved sit hår så noget af det fladt ned over hendes øjne. Hun havde ikke nemt ved at kigge på ham. Han havde faktisk ikke ændret sig så meget igen siden skolen. Ikke i modsætning til hende selv.
Alt ved hende var anderledes, udover farven på hendes øjne og hår. Hun havde aldrig nogen sinde gået i noget der var vildt feminint da hun gik i skolen, det var hun begyndt på nu, hun havde også fået rigtig mange flotte kvindelige former. Hun var da også begyndt at gøre lidt mere ud af sig selv. Ikke at hun gjorde det meget, men hun var blevet bedre til det. I dag havde hun også en sød kjole på og en smuk lang jakke over, lige som hun havde nogen stiletter på. Noget hun viste at han aldrig havde set hende i. Hun var faktisk slet ikke sikker på at han ville kunne kende hende. Hvorfor skulle han, han havde haft travlt med at rende rundt med alle de andre tøser.

[Safran B. Leavens]

Safran skulle netop til at bevæge sig ud i menneske mylderet for at sætte kurs imod Tusmørkegyden i det han mærkede nogle støde ind i sig, det var ikke fordi at skubbet havde været hårdt. Men det havde været uventet og at ren refleks strøg hans hånd ned mod hans stav, han stoppede dog sig selv i at trække den i sidst øjeblik. I stedet kyttede han hånden og lod det hvilde let oven på lommen så ledes at han kunne fornæmme staven igennem stoffet, nok var han kendt for at nyde opmræksomhed, men han var ikke dum. Og at lave en scene på åben gade med så mange øjenvidende ville være mere end blot dumt, så i stedet lod han et halv køligt blik søge personen der havde skubbet ham. En pige? nej en kvinde! I første omgang faldt de blå grønne øjne på kvindens ansigt, var der ikke noget bekendt ved det? Det tog Safran et par lange minutter at placere kvindens ansigt, hvis ikke han tog meget fejl havde hun gået et år eller tog under ham på skolen. Han forsøgte at huske tilbage, en god hukommelse havde han altid haft og aligevel var det eneste han kunne finde frem en svag errindring om en små gernert for ikke at sige komplet formløs pige. Og vis han huskede rigtigt var hun tilmed muggler født, jo der havde været mere en blot en grund til at Saf ikke havde ofrret Marie meget opmærksomhed i skolen det havde ganske enkelt ikke været noget ved hende det havde tiltalt ham dengang. Men nu? Safran tog sig selv iat lave blikket fløge Maries figuer og lod blikket hvile en ekstra gang der hvor jakken gik ind i taljen før han atte søgte hendes ansigt, jo den grimme ælling var i den grad vokset op og blevet en svane. Men uanset hvordan hun nu engang måtte se ud så var hun stadig muggler født og tilhørte der ved en truet dyrer art set med Safrans øjne, nej muggler kunne ikke bruges til andet end legetøj og længer var den. Et charmerende skævt smil gled over Safrans læber i det overbærende svarede "Tænk ikke på det, det kunne være sket for en hver" det havde været tomme ord, den slags skete ikke for alle, nej kun muggler var så klodsede det havde Marie jo ligge bekraftiget. At han ikke havde kendt noget til det crush hun havde haft på ham i skolen kunne havde været godt det samme, faktisk havde det nok været bedst sådan de han nok bare ville havde haft brugt det imod hende da Safran var typen der nød at lege med andres folks føelser.

[Marie Isabella May Hansen]

Marie viste godt at hun skulle passe på med hvem hun gik ind i, men hun havde jo ikke rigtig set sig for. Det havde hun det virkelig med at glemme, hvilket var en ret dum ting når man tænkte på hvilken verden hun gik rundt i. Det var ikke lige frem alle de mennesker der var her i denne verden der var gode. Og det viste hun jo der var også rigtig mange som ville slå en som hende ihjel, hvilket var en tanke hun slet ikke havde lyst til at tænke. For hun ville helst ikke dø, men hun viste at der var store muligheder for at det ville ske en dag. Hvilket i hendes hoved var ret så skræmmende.

Et eller andet sted håbede hun virkelig ikke at han kunne kende hende. For han havde virkelig virket som om han havde hadet hende da de gik på skolen. Men var der ikke også noget med at han var fuldblods, var det normalt ikke dem som hadede sådan nogen som hende. Det havde gjort ondt at han ikke havde villet snakke med hende den gang. Hvilket også var derfor hun havde sit blik rettet ned mod vejen. Hun var et eller andet sted bange for at kigge op, for at se hvad hun ville komme til at se hvis hun kiggede op. Ja hun viste jo også godt at hun sikkert ikke ville kunne lade være med at føle sig tiltrukket af ham endnu en gang, lige som den gang i skolen. Hun havde ikke lyst til det igen. For hun viste jo at han ikke ville have noget med hende at gøre, det havde han gjort ret klart den gang i skolen.

Dog da han begyndte at snakke til hende kunne hun ikke lade være med at kigge op på ham, hans smil, gud hvor hun elskede det smil, som hun havde set ham sende så mange andre piger på skolen så mange gange. Men aldrig hende. Hvorfor gjorde han det nu. Det gav jo ikke mening, ikke hvis du spurgte hende i hvert fald. ”Derfor må du stadig undskylde, var bare på vej over til strædecaféen og gik lige i mine egne tanker, det må du altså virkelig undskylde” man kunne tydeligt høre på hende at hun var ked af at hun var gået ind i ham, hun stod stadig og legede lidt med hendes hår, hun viste virkelig ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, et eller andet sted havde hun lyst til at gå sin vej, men noget andet holde hende fast på det sted hvor han stod. Hun viste ikke hvad det var som gjorde hende så bange for at bevæge sig. Hun var ikke sikker på ham, overhovedet ikke, det havde hun jo aldrig nogen sinde været.

[Safran B. Leavens]

Ja han havde i den grad genkendt hende, han havde bare et lille problem. Hvad var navnet? Mira? Maria? ja noget i den stil, men det var ikke fordi at han havde tænkt at tage nogle chancer ved bare gætte på det første og det bedste. Tidligere erfaringer havde lært ham at det var langt fra alle kvinder der brød sig om at blive kaldt ved det forkerte navn, men på den anden side så var det ikke fordi at han på nogle måde så Marie som en trussel mod ham. Hvis Safran havde følt sig truet havde han ikke tøvet mange sekunder med at gøre hendes tunge tavs, nej Safran hørte ikke bland de garder der randte rundt og drabet i tider og utide uden nogle enlig grund. Det var alt for let og derfor kedeligt, nej der sjove var selve jagten og det var netop det han var ved at indlede også selvom han det endnu ikke var gået op for Safran selv.

Man kunne vel næsten kalde det for en refleks, han havde jo kedet sig uden at havde den fjerneste ide om hvad han skulle bruge tiden til og med et var underholdningen i form af en lille næsten ubetydelig udfordring blevet serveret for ham på et sølvfad, så det ville da næsten være tåbeligt ikke at gribe ud efter den. Men det skulle gå rigtigt til hvilket for Safran betød at det ville komme til at tage tid, men på den anden side så havde han jo næsten heller ikke andet end tid. Han havde jo ikke noget arbejde ved siden af garden og garden viste han sig nærmest kun ved når han enten blev tilkaldt eller ledte efter Vicky, men på den anden side så vist han for det meste hvor han kunne finde Vicky og vis ikke så var det som regel ikke noget han spekulerede længe over. Vicky havde jo hendes eget liv så det var ikke alt hun hav hun løb rundt og lavede det ved kom ham, eller omvendt for den sags skyld.

Det irriterede ham lidt at hun så ned på den måde, hvorfor kunne han dog ikke helt forklare. Men han måtte næsten tvinge sig selv til at lade hænderne blive nede langs siden, da han mest af alt havde lyst til at tage fat i hende og tvinge hende til at se på ham. Men i den mindste så hun da op når han talte til hende, det var trods alt en start. Safrans smil forblev uændret af hendes ord, han rakte ud og tog et løst tag omkrig hende håndled hvor på han uforstyrret tvang hendes hænder ned langs siden på hende, efter som han fandt den nervøse legen med håret umådelig irriterende. Uden at slippe hendes hænder svarede han mildt "Ja så... jeg var faktisk på vej der over selv, så måske kunne man få lov at gøre Dem selvskab Frøken..." det var tydeligt at se han ledte efter navnet, men da han stadig var usikker på hvad der var rigtigt lagde han hovedet let på sned og tilføjede "Beklager... jeg fik vist ikke fat i navnet?" måden han sagde det på gjorde det tvetydigt og hvor vidt han havde fundet genkendelse i hende eller ej. Naturligvis havde det været en løgnen det med at han selv havde været på vej over til strædecaféen, men det kunne ikke ses på ham, løgene for kom ham næsten lige så naturligt som at trække været og dette havde end da været en lille en af slagsen. Han brød dig ikke engang særlig meget om strædecaféen men det var også sagen under ordnet, en plan eller snare en leg var så småt begyndt at tage form i hans hoved, Marie skulle komme til at fortryde at hun ikke havde været mere forsigtig med hvis vej hun krydsede. Til at starte med skulle han vinde hende tillid vis det skulle lykkes, når det så var gjort ville han gradvist skille hendes hjerte af del for del indtil hun til sidst ville ville være så fortvivlet at hun ville tigge ham om slå hende ihjel og når den tid kom, så ville han være den barmhjertige elsker der efterkom hendes ønske. Alene tanken var nok til at gøre det charmerede smil på hans læber endnu bredere.

[Marie Isabella May Hansen]

Det var tydeligt på Marie at hun blev mere og mere nervøs, bare ved at stå sammen med ham, hun viste ikke hvad hun skulle sige eller gøre. Hun hadede at han stadig kunne gøre det ved hende, det havde der virkelig ikke været mange i løbet af livet der havde kunnet. Det havde kun været Safran og så Colin. Og hun var også bange for at Colin kunne gøre det ved hende stadigvæk, for de fik jo aldrig afsluttet deres forhold, han forsvandt bare og gav aldrig nogen sinde lyd fra sig igen. Det havde virkelig knækket hende, hun var bare glad for at hun havde haft nogen venner og veninder som havde været der for hende da hun havde allermest brug for det. Uden dem var hun ikke sikker på hvor hun var i dag.


Da det var sådan at han tog fat i hendes hånd, selvom det ikke var hårdt var hun lige ved at gå et skridt bag ud, men hun turde ikke. Hun tog dog en stor indånding, mens hun prøvede ikke at panikke. Det var jo altså ikke alle der var idioter, Colin havde jo været sød nok, til han forsvandt. Dog ville hun virkelig ønske han gav slip på hendes hånd. Det var faktisk ret underligt når man tænkte på at hun igennem mange år på skolen, faktisk ikke ønskede andet end at han var tæt på hende, eller gad have noget med hende at gøre. Og nu var hun bange for at han rørte ved hende. Eller holdte ved hendes hånd. Dog lod hun bare ham føre hendes hånd ned langs hendes side da han tvang hendes hænder ned. Hun havde ikke lyst til at gøre noget i mod ham, hun viste jo ikke om han ville blive sur eller noget som helst, hun var virkelig bange for hvad der ville ske hende hvis hun gjorde de forkerte sure, og hun viste jo ikke noget om, hvad han overhovedet lavede nu efter de var gået ud af skolen. Han kunne jo lave alt virkelig. Da han sagde at han skulle det samme sted hen kiggede hun lidt underligt på ham, det virkede bare ikke helt som et sted hvor han kom, men han kunne jo overraske. ”Marie Isabella May Hansen” sagde hun stille og sendte ham et meget forsigtigt smil. ”Og du er Safran Backendoff-Leavens” sagde hun og kiggede til ham, ja hun kende ham. Hun ville dog nok aldrig nogen sinde indrømme overfor ham at hun havde været forelsket i ham i skole tiden. Hvert fald ikke når hun som sådan ikke kende ham rigtigt.

[Safran B. Leavens]

Maries fortid interesserede ham ikke, hvad hun havde følt elle været igennem stod uden for Safrans tanker, hvorfor skulle det overhoved fange hans opmærksomhed. Han levet i nuet og havde næsten altid gjort det, end ikke hans egen fortid havde det store interesse for. Kun brudstykker havde hængt ved så som Alex... Safran rystede let på hovedet af sig selv, Alex var et sårbart punkt og det ved virkelig ikke noget han gad tænke på i øjeblikket. Generelt var der ikke mange der gennem tiden havde fået lov til at set ham så sårbar og svag, der var naturligvis hans forældre og så Alex og hendes forældre, men det havde praktiktalt også været familie og så Vicky... måske? det var i hvert fald ikke noget han kunne huske lige da så vis det var havde hun kun set brudstykker af det og kun det overfladiske - aldrig så meget at det havde virket sårende på hans hans stolthed.

Safran kunne ikke undgå at bemærke hendes usikkerhed, men det fik ham ikke til at slippe hende eller trække sig tilbage. Det var jo ikke fordi det var noget truende over den måde han holdte hende på, hans grab var ikke hårdere end at hun kunne vride sig løs vis hun ville... det var jo hverken det rette sted eller tidspunkt at gøre nogle fortræd. Det ville være direkte dumt, så det lå ikke engang i hans tanker i øjeblikket... ikke for alvor i hvert fald. Safran nikkede kort i det hun sagde hendes navn, ikke så det ud til at komme bag på ham men på den anden side så havde han jo heller ikke været langt fra i hans små gætterier. At hun tilgengæld kunne hans navn kom end smugle bag på ham, især fordi det ikke blot havde været hans fornavn men hans fulde navn. Han lod kort blikket søge op af gaden før han igen vente mod Marie i det han roligt let smilende svarede "Det kan jeg ikke løbe fra" Hvorfor skulle han dog også det? han lagde hovede en smugle på sned i det han slag hendes håndled og sagde "De gav mig ikke et svar Frk. Hansen" hvor var det dog et helt igennem smagløst navn, ensglsk var det i hvert fald ikke... Hansen ? nej han kunne ikke placere det på trods af at han som barn ellers havde rejst i store dele af verden.

[Marie Isabella May Hansen]

Marie viste godt at han nok ikke havde givet noget for hendes fortid, eller noget andet som hun tænkte eller følte. Ikke den gang i skolen og hun var ret sikker på at det ikke havde ændret sig meget siden den gang. Han kunne jo ikke en gang huske hende, så hvorfor skulle han gide at bruge nogen form for tid på hende, hendes fortid, eller på hvordan hun havde det. Det ville undre hende meget hvis det var sådan at han nogen sinde ville komme til at interessere sig for det. Hvorfor skulle han. Han kunne få alle han ville have, hvorfor skulle han vælge en som hende. Tanken gjorde hende en smule ked af det. Og hun prøvede virkelig ikke at vise det, hun var ikke klar over hvor godt det gik, men hun gjorde hvert fald hvad hun kunne for ikke at vise ham det. Hvorfor var det også lige at han stadig kunne ramme hende på alle de punkter. Det var da virkelig deprimerende.


Ja det var vist ikke svært at se hvor usikker hun var blevet da han havde taget fat i hendes hånd, men det var jo faktisk ikke fordi at hun, som sådan, var banke for ham, nej det var kommet rigtig meget bag på hende, og det at have ham så tæt på, at han rørte ved hende. Det var jo noget hun havde drømt om så mange gange i skolen og nu stod han og holde ved hendes hånd, og han slap hende ikke. Hvorfor gjorde han ikke det? Ok hun kunne også bare tage sin hånd til sig, men noget i hende gjorde at hun ikke kunne. Hvorfor viste hun virkelig ikke. Han så sød ud når han nikkede, jesus hun måtte virkelig til at tage sig sammen. Det var bare Safran, så speciel var han da heller ikke, var han? Selvfølgelig kendte hun hans navn, de havde trods alt gået på samme kollegium, ok det var ikke alle som hun kendte navnet på fra hendes gamle kollegium, men Safrans, det var bestemt et hun kunne huske. Men det var der jo også en grund til, men det behøvede han ikke vide noget om. Hun kunne ikke lade være med at smile lidt da det var sådan at han smilede til hende og sagde at han ikke kunne løbe fra at han var hvem han var. Hun var ikke sikker på at han overhovedet havde set hende smile før. Men hendes smil var et lille sødt smil, som kunne smelte de flestes hjerter. Selvom det faktisk ikke ramte så mange, nok mest fordi hun var så genert som hun var, der var ikke mange der overhovedet fik det at se. Colin havde set det, Xander havde også og nu også Safran. Ikke fordi hun tænkte over det. Hun gav ham ikke noget svar, et kort øjeblik viste hun ikke helt hvad det var han snakkede om, ikke før hun kom til at tænke på at han havde spurgt hende om han kunne gøre hende selvskab på strødecaféen, hun var ikke sikker på hvad hun skulle sige. Et eller andet sted ville hun jo gerne, et andet sted, så var hun ikke sikker på at hun turde. ”Det ville være hyggeligt hvis du ville gøre mig selskab” sagde hun ganske forsigtigt og sendte ham et lige så forsigtigt smil. Hun kunne jo lige så godt sige ja, hvad var det værste der kunne ske?