Pay back time.

[Maggi Lynette Angelica Milton]

Det var det værste uvejr nogen sinde, hvertfald i de sidste par uger. torsdagen havde været ret travl for mange elever da de gerne ville havde haft fri, dog var der ingen Maggi at se nogen steder, og når man spurgte dem hun havde været sammen med havde mange af dem sagt. "Har ikke set hende siden igår"
Hvilket også var rigtigt, og det havde været onsdag aften at uvejret havde startet men ingen havde nævn noget.
Maggi havde ligget nær porten, lammet af Miranda siden onsdag aften da de var kommet gruligt op at skændes, hun var kold og våd over det hele, men kunne ikke rigtigt gøre noget, der var nemlig ingen der havde villet gå ud i sådan et uvejr, det lynede og tordnede, og det var specialt ikke bedre at Maggi blødte fra næsen og det blæste, hun ventede nærmest bare på at nogen ville finde hende, selvom lærene nok havde ledt på skolen.

En pige Maggi havde gået sammen med løb ned af gangene mod klasseværelset for Mugglerstudier, i håb om at finde en lære der da alle andre var ude af syne, temlig forpustet som om hun havde løbet i lang tid.

[Damien Jacques Kaleigh]

Damien havde lige afsluttet en sidste time, en time der også var grunden til at han ikke havde søgt efter Maggi som nogle af de andre lærer havde gjort på skolen. De havde hurtigt fået med at den 16 årige pige ingen steder var at se, og som de heller ikke syntes at kunne finde hende nogle steder inde på slottet, kunne man antyde at hun var udenfor. Så meget havde Damien da antydet. Det ville også forklare hvorfor ingen havde set hende, med det uvejr der holdt alle indenfor. Problemet var så ikke at gå udenfor og lede efter hende. Det var hvor lang tid man måtte skulle lede. Det var jo ikke til at sige hvor Maggi var gået hen. Og jo, de havde da ansvaret for hende på sin vis, men at rende rundt udenfor, eller søge i den forbudte skov, i sådanne et vejr, holdt åbenbart lærerne inde ligeså. Som timen sluttede, og han selv skævede ud af vinduet, fik han da kuldegysninger ved tanken om at bevæge sig ud i det vejr. Han kunne kun undre sig over hvad helved Maggi havde tænkt. Kendte han sandheden ville det jo ikke være det samme. Så ville han vel ikke være skuffet over pigen der havde givet udtryk for at have stort potientale. Sandt at sige var det jo kun idioter der gik ud i sådan et vejr?
Han var godt i gang med at pakke sine ting, da en pige, tydeligt forpustet, tumlede ind i klasselokalet. Hun lignede bestemt en der havde travlt, og da der var et alvorligt udtryk i hendes øjne, kunne Damien godt regne ud at han skulle smide de ting han havde i hænderne. Han gik i stedet hurtigt hen og støttede hende som han fandt hende en stol. ”Rolig nu, sæt dig ned… Hvad er der galt?” spurgte han undrende. Egentlig overrasket over hendes pludselige fremmøde. Han var sikker på hun ikke bare var der for at spørge ind til nogle lektier.

[Maggi Lynette Angelica Milton]

Pigen blev hjulpet ned på en stol, trak vejret hurtigt. "Det Maggi... Miranda sagde noget med at... at ingen ville finde hende.. ude i det vejr.." hun trak vejret hurtigt og bange, men vendte blikket mod et vindue da et lyn oplyste hele himlen.

Det så ud som om uvejret var ved at tage til, vinden rev mere fat i tagene rundt om, og træerne, og man kunne se sø'ens bølger der var helt vilde.
og det vejr var Maggi ude i, og hun kunne ikke rigtigt gøre noget, hun havde ikke rigtigt brudt nogen regler, da det jo var Miranda der havde sørget for at hun ikke havde kunnet kalde på hjælp. regnen piskede ned over hende, hendes ansigt og hendes krop, det var ikke længere noget hun tænkte over, selvom hendes krop var kold. hun trak vejret langsomt som det eneste hun selv kunne styrre, ellers var hun jo død.
hun ville ønske hun kunne lukke øjnene, slappe af, uden at være tvunget til at se op i den mørke himmel og bare vente. hun kunne end ikke græde selvom dette nok var det værste hun nogensinde havde oplevet, så koldt, og så ensomt.
hvad lavede victor nu? han var sikkert sammen med sit slæng, bare han tænkte lidt på hende, det var hvertfald hendes ønske.