Any Questions?

[Damien Jacques Kaleigh]

Til tider kunne det virke som om eftermiddagen trak ud mere end nødvendigt. Sådanne en dag var det dog heldigvis ikke i dag. Ikke at den unge Damien ikke nød at undervise sine elever. En fordel ved at faget var et valgfag, gjorde at kun dem der virkelig gad det, opholdt sig i klassen. De lange dage var de dage hvor eleverne dog ikke fandt det valgte emne interessant. Hvilket kunne være et problem når det kom til faget. Det havde sine begrænsninger, selvom det vel sagtens også var vigtigt, specielt for de elever der ikke kendte meget til muggler verdenen, men ikke ville arbejde i den magiske verden. Hvilket var nogle få procenter af samtlige elever. Jah. Tåbeligt. Det holdt selvfølgelig ikke Damien tilbage i sine timer, specielt ikke i dag hvor de havde gennemgået mugglers skole og uddannelses former. Og nogle af de jobs de kunne medføre. Det var et emne hvor nogle af eleverne der var opvokset med mugglernes almindelighed let kunne være med, og samtidigt let kunne forklare for dem der ikke lige kunne se sammenhænget eller forståelsen i det. Damien vidste jo personligt godt hvordan et ungt menneske der var vokset op med magi, kunne finde mugglerne yderst mærkelige. Men som han altid sagde var det jo bare den verden de havde, en verden de elskede lige så meget som de unge her måske elskede den magiske verden.
Timen var som sagt lige sluttet, noget så brat som eleverne simpelthen syntes at rejse sig straks klokken lød, Som vidste de præcis hvornår timen sluttede. Dette endte typisk i at Damien måtte råbe lektierne til dem for at overdøve larmen af skramlende stole og ustoppelig snak. Også nu gjordes det sådan, hvorefter han selv gav sig til at pakke sine ting sammen. Det var dagens sidste klasse for hans vedkommende, hvilket betød afslapning for ham. Med mindre en af de andre lærer ønskede hans hjælp eller han blev smidt på eftersidningsgruppen. Alligevel kunne den unge lærer kun smile ved tanken om at blive tigget til at tage eftersidningerne. Fordi han vidste han ikke kunne sige nej i sådanne en situation.

[Arkimedes Rose]

Arkimedes var en af de få elever der gik op i alle timer, og det gjaldt også denne time, han fandt den ikke magiske verden interesant, og han ville måske ende med at bo i den ikke magiske verden, og derfor kunne kan jo lige så godt vide noget om det inden da, da timen var slut og alle andre rejste sig blev han siddene, han ville gerne lige snakke mig professor, måske hjælpe ham med nogle ting hvis det var muligt, han ville jo gerne vise sig fra sin gode side af.

[Damien Jacques Kaleigh]

Damien skævede op fra sine noter han var ved at samle. Der var ingen synderlig orden i hans ting. Han kunne godt lide orden. Han orkede bare ikke at bruge tid på at få orden i noget der alligevel enten bare skulle sorteres senere eller ud. Det var jo ikke altid at han brugte samme notater til f.eks. 7 årgang hvert år. Det ville også blive for trivielt for ham selv. ”Arkimedes?” spurgte han undrende, som han opdagede den 17 årige dreng, der endnu sad ved bordet. For hvad Damien håbede var for at spørge ind til enten timen eller noget generelt. Damien elskede når nogle af eleverne fik en god interesse for muggler verdenen. Nogle gjorde, andre gjorde ikke. Men hvis eleverne søgte mere viden stod han ikke tilbage for at svare på spørgsmål, eller for den sags skyld sidde og forklare sagerne. Ellers var man vel heller ikke en rigtig lærer. ”Noget du ikke er sikker på? Eller vil spørge om?” spurgte Damien tilføjende. Med et venligt smil og imødekommende blik.

[Arkimedes Rose]

Arkimedes bed sig lidt i læben inden han rejste sig, lidt feminint og gik op til lærens bord han smilede venligt " øh jeg tænkte på om jeg måske kunne hjælpe dig med noget? og måske snakke lidt med dig?" han så lidt på hans noter og håbede han havde et eller andet han kunne lave, eller de kunne lave sammen, han ville også spørge om nogle til angående mugglernes verden,

[Damien Jacques Kaleigh]

Damien betragtede den unge mand rejste sig og komme nærmere ham. Holdt det venlige smil. Arkimedes var uden tvivl en af hans yndlings elever. Han arbejdede trods alt hårdt, og syntes faktisk at gå op i faget. Igen, dem der endelig valgte mugglerstudier gik jo lidt op i det, men Arkimedes var vidst tydeligt hvad man ville kalde en god og hård arbejdende elev. ”Jeg har ikke så meget der kan gøres i dag Arkimedes. Men jeg har ikke travlt, så hvis der er noget du vil snakke om?” svarede han varmt. Hvordan kunne man ikke blive glad over at blive tilbud hjælp, specielt når en elev som Arkimedes på ingen måde behøvede bruge sin tid på dette, men kunne være ude og finde sine venner.

[Arkimedes Rose]

Arki sukkede lidt, for han ville så gerne hjælpe ham, han så på ham med et venligt smil, han strøg kort en hånd igennem sit brune hår, inden han bed sig kort i læben "øhh jeg tænkte på om du måske har styr på hvordan man. du ved bor i muggler verdnen? jeg skal flytte øh sammen med min kæreste her til sommer og vil gerne bo i mugglerverdnen, måske i london, kan du hjælpe mig" han smilede sødt og lidt charmerende, han kunne ikke se hvem der ellers kunne hjælpe ham

[Damien Jacques Kaleigh]

Damien havde ikke taget blikket rigtigt fra den unge mand, kun let skævede ned i sine noter som han havde fortsat sit samleriet af dem. Han rodede altid på kateteret, og rodede generelt. Derfor han også nød at få orden i sine ting når han først var værdig med at få dem brugt. ”Flytte sammen? Det er et stort skidt…” kommenterede han, egentlig mere eftertænksomt, end som han lige tænkte over hvorvidt det var det bedste at svare til Arkimedes. Det var jo et stort skidt. Og et stort ansvar. Sådan at leve med en anden person. Men som Damien betragtede Arkimedes ansigt, smilet, nikkede han blot let og gengældte med et varmt smil. ”Jeg skulle nok kunne finde noget tid til at hjælpe dig med det Arkimedes.” svarede han som sådan i stedet. Han havde det jo med et glemme at de 17 årige elever forlod skolen og startede sit liv som sommerferien kom. Selvom han selv jo forlod skolen og kom ud i verdenen i den alder. Selvom han i Arkimedes tilfælde var sikker på at drengen godt kunne klare det. Og skulle han lige give en hjælpende hånd til, sagde han ikke nej.

[Arkimedes Rose]

Arkimedes rødmede kraftigt og nikkede “ja hr professor, jeg er så forelsket” han så let drømmende ud i luften og bed sig i læben, inden han så på ham “Og hvis vi ikke flytter sammen, og gemmer os, vil hans fader måske gifte ham bort til en pige der passer ind i hans verden” han så lidt på sin lære og rødmede mere da han kom til at indrømme at det var en dreng han var sammen med, han satte sig på et af de borde der var tættest på professor, han ville jo ikke bare stå og se ned på ham, han smilede stort da han sagde han gerne ville hjælpe “bor de selv i den ikke magiske verden eller? “ han boede jo selv i London, men hans forældre boede til leje ved hans bedste forældre, så de var ikke meget til hjælp når han spurgte dem.

[Damien Jacques Kaleigh]

Damien var ved at nikke forstående til Arkimedes ord, om hans forelskelse. Det var tydeligt at se at drengen ikke løj på det rødmende ansigt. Men han kunne nu kun være glad på drengens vegne. Hvor mange gange havde han ikke selv ønsket at føle en sådan forelskelse, som Arkimedes tydeligt havde mod sin partner. Som Arkimedes nævnte kønnet, var overraskelse kort at ane i Damiens øjne, dette blik blev dog mildt igen. ”Bare rolig Arkimedes… Jeg er ikke fordømmende over for sådan noget… Så ville jeg gå temmelig meget imod mig selv” forsikrede han drengen. Han kunne godt forstå at nogen var faldet for Arkimedes. Han var jo en dejlig dreng. Selvom Damien aldrig rigtig havde set på ham anderledes end som en glimrende og dygtig elev. Damien trak sin stol lidt ud og satte sig ned, betragtede Arkimedes som han satte sig på et af bordene. ”Jeg bor i London. Når jeg ikke er på skolen selvfølgelig. Der lever jeg som en hver muggler ville gøre det” forklarede han roligt. Han havde virkelig intet behov for at bruge magi uden for skolen. Selvom mange ikke ville tro det var et liv som muggler på ingen måde begrænsende eller generende. Faktisk kunne det få ham til at slappe en del af når magi lige pludselig ikke var en faktor.

[Arkimedes Rose]

Arkimedes så på sin lære og smilede stort " er du til drenge" han rødmede lidt, det havde han da ikke regnet med at han var, han betrgtede ham lidt " Har du så en fyr?" hviskede han lidt genert og så på sine hænder " og vil du hjælpe mig og marek? " hn bed sig i læben og rødmede kraftigt denne gang