En lille pause

[Duncan Black Konntz]

Duncan sad roligt på en bænk lige uden for WEASLEYS TRICKS & FIDUSER, han havde valgt at holde en lille pause fra arbejdet. Heldigvis havde han en til at stå i butikken lige nu, men hvis der var noget galt så kunne han nemt komme ind og hjælpe hende. Hun var ikke den hurtigste tryllestav i skuffen. Hun skulle bestemt også udskiftes når det var sådan at han fandt en der var bedre. Eller flere, det ville ikke gøre ham noget. Det var meningen at han ville have haft hans søskende her når de var hjemme fra skolen, men det kunne han ikke, eller han kunne have Michael, men han nægtede virkelig at have ham i hans butik. Han skulle ikke i nærheden af den.
Han havde haft brug for at komme væk fra hende tøsen i butikken, nogen gange gik hun ham virkelig på nerverne. Så han blev nød til at komme væk fra hende, så han ikke gjorde noget dumt.
Han sad nu og kiggede på de forskellige folk som gik rundt i gaderne. Og kunne ikke lade være med at smile.

[Danielle Persephoné Chevalier]

Efter et par uger i England, var Dani endelig ved at falde til, hvilket betød at planen skulle sættes i værk. Men med en som Duncan, var hun dog sikker på at det hele skulle gøres forsigtigt, så han ikke fattede mistanke. Derfor havde hun de sidste par uger, dumpet forbi butikken hun vidste han ejede. Hun havde ikke rigtig snakket med ham, men bare sørget for at han så hende et par gange. Så hun virkede bekendt når hun endelig tog kontakt. Og det skulle altså være i dag.
Derfor gik hun ned af diagonalstræde mens hendes blik diskret søgte efter ham. Til hendes held, var han ikke i butikken, med derimod udenfor den på en bænk. Alligevel ville hun ikke kontakte ham direkte, så hun drejede ind af en sidegade, hvor hun diskret kastede en imperio over en mand på omkring de 25 år. Hun fik ham derefter til at vente i gyden, til hun næsten var oppe ved butikken, og dermed Duncan. Manden løb ud af gyden, og op af gaden, indtil han nåede til Dani. Uvidende om hvad han gjorde, tog han fat i hendes arm, og prøvede at tvinge hendes taske fra hende. I røveritilfælde ville hun nok normalt have sendt en forbandelse i ansigtet på ham, men denne gang indtog hun offerrollen, og skreg, mens overfaldsmanden rev i hende, for at få tasken af hendes arm.

[Duncan Black Konntz]

Duncan sad og kiggede lidt rundt på de mange folk der gik rundt, han hilste da også i ny og næ på nogen der kom forbi ham, dog holde han igen med at hilse når det var mugglefødte eller halvblods, ja han kunne ikke lade være med at have et eller andet had til dem, også selvom han virkelig prøvede at komme ud af sin families onde hænder, han synes da også det var gået ganske godt. Udover at han nogen dage havde det dårligt med de der blod forfærder. Gud hvad var det han sad og tænkte. Han måtte virkelig tage sig sammen, de havde jo ikke gjort ham noget.
Han blev dog ret hurtigt revet ud af sine tanker da det var sådan at der var en ung mand som overfalde en yderst smuk ung kvinde. Han rejste sig og var henne ved dem med det samme. Han havde trukket staven og holde den nu med fyren og sendte en lammer mod ham så han fløj tilbage. Han gik hen og stod overfyren nu, det var underligt men han gjorde ikke den store modstand. Det undrede virkelig Duncan, men det forhindrede ham ikke i at sende en Avada Kadavra mod ham, helt uden nogen form for tøven.
Han blev ved med at have staven i sine hånd da han gik hen til Dani, han lagde blidt hånden på hendes skulder. ”Kom” sagde han blidt og fik hende med sig ind i butikken. Da tøsen bag disken skulle til at kommentere noget, hævede Duncan bare stavevn, så holde hun sin mund, han orkede hende virkelig ikke lige nu. Han fik Dani med sig op i hans 3 værelses lejlighed som var ovenpå hans butik. Han satte hende på en Stol. ”Er de ok, kan jeg friste med noget at drikke, jeg har det meste” sagde han blidt. Han strøg en tot af hendes hår væk fra hendes ansigt og sendte hende et smil. Staven lagde han på bordet. Han var faktisk lige glad med om fyren stadig lå ude på gaden, der var ikke nogen der havde set noget alligevel, det var han ret sikker på.

[Danielle Persephoné Chevalier]

Det gik godt! Bedre end forventet faktisk. Hun havde regnet med en forbandelse eller to, og måske en knytnæve (fordi sådan var mænd), men hun havde slet ikke forudset en af de utilgivelige forbandelser. Især ikke dræbeforbandelsen! Det her ville måske ikke blive så svært som hun troede, for onde gener var der vist rigeligt af! Men nu var Duncan selvfølgelig også Drakes søn. Heldigvis lod det ikke til at han havde bidt specielt mærke i mandens underlige opførsel da han blev ramt. Men hvem ville også det, i sådan en situation?
I stedet for at smile tilfreds over situationen, beholdte hun sit chokerede og småbange udtryk i ansigtet. Hun måtte ikke tabe facaden nu, selvom Duncan pludselig virkede meget mere tiltalende med et liv på samvittigheden. Hun stillede et forvirret ansigtsudtryk op, da han førte hende med ind i butikken. Hun gjorde dog intet for at forhindre det. At være tættere på ham, var jo lige nøjagtigt hvad hun ville. Og så gjorde det ikke det mindste at han var så flot.
Hun satte sig i den stol han viste hende hen mod ”Jeg har det fint, tror jeg.” begyndte hun med en perpleks stemme ”Takket være dig. Tak” hun smilede og lod ham fjerne den løbske hårlok fra hendes ansigt. Han havde flotte øjne, konstaterede hun tilfreds, men rystede så tanken af sig. Det var hverken tiden eller stedet, at bide mærke i den slags. ”Nej tak, jeg klarer mig..” svarede hun smilende ”Men jeg vil gerne have navnet på min redningsmand” påpegede hun sødt.

[Duncan Black Konntz]

Ja Duncan var sin fars søn, helt igennem, men det var jo også det han prøvede at kæmpe imod, han ville ikke ende som sin far. Det kunne han virkelig bare ikke. Han var bedre end hans far. Hvis ikke det var fordi hans far havde slet hans søskende ihjel, så havde han også været lige glad med at ende som ham, ja selv hans mor var han lidt lige glad med at han havde slået ihjel eller havde været utro. Men hans søskende, det kunne han ikke tilgive, aldrig nogen sinde. Også derfor han ikke ville over i de boldgader hans far var i.
Han sørgede for hele tiden at være omkring hende, for at sikre sig at hun var ok. På det punkt var han meget ulig sin far, hans far havde været lige glad. Men sådan var Duncan ikke bygget, han følte med sine med mennesker. Og så gjorde det jo ikke noget at hun var så smuk som hende her var.
Tror hun, hun var ikke sikker, godt så var det sikkert, hun kom ikke ud af denne her lejlighed før hun var helt sikker, og han kunne hører på hendes tone leje at hun var ok, for det var hun ikke lige nu. Han smilede sødt til hende og strøg blidt hendes kind. ”Du skal ikke takke. Det er min pligt at beskytte smukke piger som dig” sagde han med et charmerende smil, det mest charmerende han overhovedet kunne stille op, hvilket gjorde at han fik små smile huller.
Han satte sig på hug foran hende, med en hånd på stolen hun sad på, bare så han lige havde balancen, måske virkede det forkert at hans hånd lå ved siden af hendes lår, men han tænkte faktisk slet ikke over det. ”Er du sikker på at du ikke vil have noget, jeg har lidt af alt” sagde han med det charmerende smil stadig liggende over hans læber. ”Duncan Black Koontz, og hvad er min prinsesse i nøds navn så” spurgte han med et lille blink i sit ene øje.

[Danielle Persephoné Chevalier]

At Drake og Jean havde valgt Danielle til at arbejde på at få Duncan over på den rigtige side, havde først forvirret hende, men det begyndte at give mening. Han var tydeligvis en mand med stort m, som godt kunne lide piger. Specielt de pæne af slagsen. Og det måtte også have været grunden til at hun var blevet opfordret til bruge alle sine ’fordele’ til at lokke ham med. Men nu hvor hun i den grad havde fået hans opmærksomhed, gjaldt det om at få ham til at kunne lide hendes personlighed også. Men det hastede ikke. Først skulle hun sikre sig at han ikke ville glemme hende lige med det første.
”Det er du god til. Jeg tror ikke jeg har oplevet nogen reagere så hurtigt før. Selv ikke for at hjælpe en ung kvinde i nød” og det var ikke engang løgn! Hun var imponeret. Hun sendte ham et sødt smil, og legede henkastet med en af de bølgede blonde lokker som lang løst ned over hendes skuldre. Med en bevægelse som virkede tilfældig, fik hun skubbet sig lidt frem i sædet, så skørtet på hendes kjole gled en anelse længere op på hendes lår. Alle kneb gjaldt, det havde hun fået at vide. ”Det var dig der reddet mig, så det burde være mig der spurgte dig, om der var noget du ville have” påpegede hun med et drillende smil, og så ind i hans øjne ”Danielle Chevalier” præsenterede hun sig. Hun var ikke bange for at han kendte hendes navn. For det første var det ikke et usædvanligt fransk navn, og for det andet troede hun ikke at Drake havde fortalt om dem til Duncan. Men for en sikkerhedsskyld undlod hun det mere karakteristiske mellemnavn hun havde.

[Duncan Black Konntz]

Ja han var en mand, som var ret glad for kvinder, men hvem kunne dog være andet, det forstod han virkelig ikke. Han ville helst ikke fordømme nogen, men han kunne virkelig ikke forstå de fyre som tændte på andre fyre, det var ja han viste det faktisk ikke, de måtte da godt, han havde bare ikke lyst til at se på det.
Han kunne ikke helt lade være med at smile da det var sådan at hun mente at han var god til det. Det var jo ikke fordi han havde øvelse i det, ikke udover med hans søskende. Men hans far havde jo også været en stor hjælp der, i og med at han havde trænet ham fra han var ret lille. ”Tja, er da bare glad for at jeg kunne hjælpe dig” sagde han med et charmerende smil. Da det var sådan at hun rykkede sig frem og hendes kjole røg lidt op, lænede han sig ind over hende og rykkede hendes kjole på plads før han kyssede hende blidt på kinden og hviskede i hendes ører ”Smukt navn til en smuk prinsesse” hans hviskende var blid og øm. Nej han havde aldrig hørt om nogen venner til hans far, og han havde faktisk nok heller ikke lyttet efter. Hvorfor skulle han også det, det var jo bare noget hans far sagde.

[Danielle Persephoné Chevalier]

Det gik i den rigtige retning, ingen tvivl om det. Selvfølgelig var der forskel på at få ham til at blive interesseret, og at få ham til at hoppe over på den rigtige side, men alting til sin tid. Lige nu gjaldt det om at være mindeværdig, og det skulle hun nok sørge for at blive. På den ene eller anden måde – det måtte tiden vise.
I det mindste virkede han interesseret ”Stadig – En pige må jo vise sin taknemmelighed” svarede hun med et sødt smil, og strøg først blidt spidsen af sine læber over hans mundvige, og gav ham så et let kys på kinden. Hun lænede sig en anelse tilbage, så deres ansigter kom lidt længere væk fra hinanden, og de dermed bedre kunne se hinanden. ”Er du altid så sød ved piger” hun smilede til ham, og lod sit blik hvile ved hans øjne.

[Duncan Black Konntz]

Mindeværdig, det var hun helt bestemt, bare ved at sidde og smile til ham. Hendes smil var noget som bare gjorde at han ikke kunne lade være med at smile tilbage til hende. Han var lige ved at gå bagover af overraskelse da det var sådan at hun lod sine læber stryge over sine egne læber, det havde han ikke lige regnet med, men han havde til gengæld fået lyst til at kysse hende. Bare tage fat i hendes nakke og kysse hende. Men han gjorde det ikke. Det var ikke lige frem fordi det ville give det bedste indtryk. Da hun havde kysset hans kind rejste han sig ordenligt op, tog sig lidt til kinden inden han gik hen for at tage et glas vand. ”Du er stadig sikker på du ikke vil have noget at drikke” spurgte han, hvis du spurgte ham selv, så lød han en smule rystet. Men han prøvede virkelig at virke rolig. Det var jo ikke fordi det at han lige havde slået en ihjel havde rystet ham, nej det var det at hun næsten havde kysset ham. ”Kun ved de piger der fortjener det” sagde han med et lille grin. Det passede ikke, og det kunne man også godt høre på ham. Jo han var sød ved alle piger. Han vente sig om mod hende, sendte hende et smil inden han drak noget af vandet, han var bare så uheldig at han ikke helt ramte så halvdelen af det ramte ud over hans bluse, plask våd som den var, stilte han glasset fra sig og tog sin bluse af. Og kastede den over i en kurv der stod et stykke fra ham. Han tænkte slet ikke over hvor dumt det måtte se ud. Han forstod bare ikke helt hvad det var hun havde gjort ved ham.

[Danielle Persephoné Chevalier]

Det var muligt at overraske ham, kunne hun med nemhed konstatere over hans opførsel efter hun havde kysset hans kind. Hun kunne egentligt godt lide hans reaktion. Han virkede på en måde.. Beskeden? Ikke som de fyre som mente de var merlins gave til kvinder, og derfor fandt det helt naturligt at hun viste interesse. Den slags mænd var uudholdelige!
Hun placerede sin albue på armlænet, og lod sit hoved hvile forsigtigt i sin hånd, mens hun lagde benene over kors. Hun fandt det både underholdende og sødt at han virkede helt rystet, hvilket hun til en vis grad også afslørede med sit smil. ”Jeg klarer mig” forsikrede hun ham smilende. Hun havde slet ikke tid til at tænke på at drikke noget. Ikke endnu i hvert fald. Ligenu var det vigtigere at hendes opmærksomhed drejede sig om ham ”Så må jeg jo bare være heldig” svarede hun med en lille latter. Det var tydeligt at han ikke mente det, men det behøvede hun ikke påpege. Det ville måske bare hyle ham mere ud af den. Selvom det måske ville blive svært, måtte hun konstatere da han præsterede at hælde vand ud over sig selv. Hun rettede sig op, da han tog trøjen af, og kastede den væk. Hun brokkede sig ikke over udsigten, det var helt sikkert.
Hun fandt hurtigt sin stav frem, og fremmandede et blødt, hvidt frottéhåndklæde. Hun lænede sig frem, og begyndte ganske forsigtigt og blidt at tørre det overskydende vand af hans overkrop, hals og hage med lange og lette strøg. Hendes blik skiftede mellem hvad hun lavede og hans øjne. Hun undlod at sige noget, mens hun gjorde det.

[Duncan Black Konntz]

Ja det kunne godt være muligt at overraske ham, det skete bare ikke så tit, men hun havde virkelig slået ham ud af kurs ved først at lade hendes læber rammer hans lidt og derefter at kysse hans kind. Det var faktisk utroligt, der havde aldrig været nogen tøs som havde kunne smide ham så meget ud af fatningen som hende her, og han havde først lige mødt hende. De havde jo ikke en gang kendt hinanden i en halv time endnu. Det var virkelig skræmmende at hun kunne smide ham så langt ud af fatningen som hun havde gjort. Han var interesseret på et eller andet plan, han viste bare ikke helt hvordan han skulle vise det, fordi han var jo ikke bare en af de andre i mængden, ok til tider kunne han godt være det. Men det kom faktisk helt an på så meget. Lige hende her, hun var noget andet, der var noget specielt over hende, hvad kunne han ikke sige, men noget var der.

Han kunne ikke lade være med at smile hen til hende da det var sådan at hun smilte til ham. Ok han havde ikke kunnet skjule at han var rystet, fuck, han måtte virkelig virke som en idiot overfor hende lige nu. Han havde lyst til at slå sig selv i hovedet, men så ville han bare virke som en endnu større idiot. Han nikkede ned til hende da det var sådan at hun sagde at hun klarede sig, han var ikke sikker på at hun ikke behøvede noget at drikke, men hvis hun ikke ville have noget, så ville han heller ikke tvinge hende til det.
Han kunne ikke selv lade være med at grine da det var sådan at hun kom med hendes lille søde latter. ”Det er du helt sikkert” sagde han med et smil ned til hende. Lige inden han havde hældte vand ud over sig selv og havde smidt sin trøje væk. Ja han var da stadig en smule våd på overkroppen, men det skulle jo nok tørre med tiden.

Han kunne stadig ikke lade være med at smile da det var sådan at hun fremmanede et frottéhåndklæde og kom hen i mod ham satte han sit gals fra sig. Da hun så begyndte at tørre hans overkrap, hals og hage lagde han sin hånd på hendes ene hofte. Det var bare ren refleks, han tænkte slet ikke over at han gjorde det. Da hun havde tørret ham helt tog han håndklædet fra hende lagde det ved siden at sit glas, tog fat i hende med begge hænder, fik dem vendt rundt så det nu var hende der stod op af køkkenbordet. Den ene hånd blev stadig på hendes hofte mens den anden gled lige så stille op i hendes nakke og tvang hendes hoved ind mod hans og lod hans læber ramme hendes i et blidt men krævende kys.