Teaching you a thing or two

[David Valentine McKellen]

Generelt var David ikke typen, der tvang elever til at dukke op til ting efter skoletid. Han gjorde sig ikke ret meget i eftersidninger, og han mente, at hvis folk ville være ekstra gode til noget, så kunne de selv spørge. Desuden brugte han sin fritid på andre ting, så det var ikke umiddelbart i hans interesse at hive elever ud fra deres fritid konstant. Han havde netop afsluttet sin aftensmad - han havde besluttet, at det var for besværligt at få banen for sig selv i dagstimerne, og det lod til at Maggi havde problemer med at tage imod instrukser generelt - så det ville næppe hjælpe på hendes stolthed, hvis andre elever så ham rette på hende. Han havde besluttet sig for at komme efter hende, så han havde taget lidt ekstra tid med sin aftensmad. Mest for at hun lige kunne få lov til at vænne sig til tanken om, at han havde tvunget hende til at komme derned, men også fordi... ja, David elskede virkelig mad.

Han spankulerede afslappet ned på Quidditchbanen og smilede ved synet af Maggi. "Godaften Maggi." hilste han og tog plads ved siden af hende på tribunerne. Han var klædt i et par afslappede cowboybukser samt en tætsiddende mørkegrå T-shirt.

[Maggi Lynette Angelica Milton]

Maggi havde brugt tiden nyttingt, for hende havde det været nyttigt, hun havde brugt tiden på at vifte rundt med de andre fra hendes kollegie, fået dem til at rende ærener for hende, og så havde hun været sammen med hendes nærmeste veninder. tiden var dog gået langsomt da den nærmede sig 'eftersidning' for hende.

Hun havde siddet på tribuerne i lidt over en halv time, nogen af hendes veninder havde skam også været her det meste af tiden, og havde efterlignet en af de andre elever for at mundre hendes humør op, og mange af dem havde også kommet med. "Vi forstår ikke hvorfor han har bedt dig blive.. Nu må vi se, han vil nok bare rose dig for dit gode arbejde" hvorefter hun havde smilet. "Lad os håbe.. Ellers vil min far da få det afvide" hun sagde ikke så meget da hun først så han kom gående op, nikkede til pigerne der skyndte sig at gå.

"Godaften Professor" hun kiggede kort på ham før hun så ned på banen, ikke rigtig klar over hvad der ville ske ellers, skulle han sidde der ved siden af hende intil midnat og forklare hende om nogen spille regler? eller var der noget andet hun skulle lære? hvis der var var hun sådan set ligeglad.

[David Valentine McKellen]

David havde godt lagt mærke til Maggis attitude. Generelt var den ikke super god, og han var lidt bekymret for, om han ville ende med at komme til at trække point fra hende i aften, men ikke desto mindre, så havde han valgt at komme alligevel. Godt nok havde hun det største prinsessekompleks han længe havde oplevet, men han havde stadig et ansvar for at fortælle hende, hvis hun gjorde noget forkert. Hun skulle nødigt komme til skade.

Han kunne ikke lade være med at spekulere over, om hendes far havde købt hende ind på holdet. Så vidt han havde hørt, så havde faderen en ordentlig røvfuld penge, og penge var lig med magt i de flestes hoveder - det så desværre ud til, at den holdning havde smittet af på datteren, som ærligt talt var en uudeholdelig møgunge, når det kom til instrukser. Ikke desto mindre, så ville hangive hende en chance.
"Jeg vil gøre det relativt kort, jeg vil ikke tage for meget af din fritid." startede han og rejste sig uden at byde hende hånden for at hjælpe hende op. Ingen grund til at forkæle hende yderligere end hun tydeligvis allerede var. Han gjorde et let kast med hovedet ned mod banen og begyndte at gå derned, mens han trak sin tryllestav.
"Lumos Maxima," udtalte han sikkert og præcist, og en stor lyskugle hævede sig en smule over banen, så de kunne se noget. Der lå to toptunede koste på jorden - koste der slet ikke var kommet på markedet endnu rent officielt - og han samlede den ene op og rakte den til hende, før han tog den anden til sig selv. "Jeg har lagt mærke til din spillestil. Du spiller basker, ligesom jeg gør, og jeg har en vigtig lille ting, som du skal rette til ved dit spil, hvis du ikke vil komme til skade." sagde han - han kunne lige så godt være direkte og fortælle hende tingene som de var.

[Maggi Lynette Angelica Milton]

hun så roligt på ham. "Godt.. for jeg har altså meget at nå" hun rejste sig også hurtigt op, svang noget af håret om bag på ryggen og fulgte efter ned på banen, stoppede op og stirrede på kostene. "Hvad i al... " hun stirrede bare på den før hun hurtigt tog den han ragte hende, studerede den. "hvor har du dem fra? min far skulle være den første der fik de nyeste koste.." hun virkede en smule overrasket og samtidig en smule fornærmet eller måske sure. hun stirrede på ham lidt før hun langsomt lod hånden glide over kosten, kærtegnede den. "Der er da intet ivejen med min spille måde" sagde hun en smule hårdt som for at kaste den samtale væk, hvilket hun havde lært af sin far, når han ikke ville snakke om nogen ting kastede han dem bare væk.

[David Valentine McKellen]

Davids øjenbryn gled i vejret og hans ansigtsudtryk blev en anelse hårdere. "Frøken Milton, jeg tror, at De skal overveje, at arbejde med Deres attitude." advarede han roligt og krydsede armene over sin brystkassen med et irriteret udtryk. Hun skulle ikke tro, at hun kunne tørre prinsesseattituden af på ham og slippe afsted med det. Han gad ikke høre på hendes ævl, hvis den her attitude var konsekvensen. Godt nok trak David sjældent point fra, men hvis hun planlagde at fortsætte denne stil kunne han meget snildt komme til det. Han fandt sig ikke i den frastødende opførsel fra en lille forkælet møgunge. "Du har andet at lave, når jeg siger det, og hvis du ikke mener, at du kan finde tiden til dine andre vigtige gøremål, så kan vi hurtigt cleare en eftermiddag ved hjælp af en eftersidning, så du får rigeligt med tid." smilede David overvenligt. De kridhvide tænder lyste i mørket, og der var ingen tvivl om, at han planlagde at gøre alvor af sin trussel, hvis hendes attitude ikke blev lagt om ASAP.

"Alt kan ikke købes med penge, prinsesse. Måske har din far bare ikke foden langt nok indenfor - nogle gange skal man rent faktisk ned i mudderet og gøre sine hænder beskidte for at få noget, i stedet for at betale sig fra det." smilede han roligt og morede sig over hendes irriterede attitude. Forkælede børn reagerede oftest sådan. Hans morskab blev dog igen erstattet af irritation, da hun straks affejede hans kommentar. "Lille prinsesse, jeg har spillet professionel Quidditch i 7 år, jeg ved, hvad jeg taler om. Der er intet galt med din spillestil nu, men hvis du kommer i hård vind, falder du af. Din balance er forskubbet." konkluderede han hårdt og nådesløst. "Ved du hvad der sker, med baskere der falder af deres koste?" spurgte han overvenligt. Han ventede ikke på svar: "De falder ned fra deres kost og i bedste fald lander de på jorden og brækker størstedelen af knoglerne i deres krop. I værste fald lander de uheldigt ovenpå deres bat og får det smadret direkte igennem kraniet, brystet eller maven." udspecificerede han køligt og mødte hendes blik uden så meget som at blinke. De brune øjne stirrede direkte ind i hendes og udfordrede hende til at sige ham imod.

[Maggi Lynette Angelica Milton]

Maggi stod bare og så på ham, hun havde lyst til at råbe og skrige af ham men forholdte sig nu rolig, hun skulle ikke resikerer at få en eftersidning, eller miste point fra sit kollegie, hvad ville hendes far ikke sige.
hun vendte blot blikket en andelse nedaf, og da han nævnte hendes far knugede hun mere om kosten, kneb øjnene sammen, ville helst ikke se på ham.
"Min balance?" hviskede hun istedet før hun igen vovede at se på ham, hun så dog hurtigt på kosten igen, lod sine fingre køre over den, det var jo rigtigt nok hun var ikke så god med sin balance, men det var aldrig blevet påpejet før, hvilket folk aldrig havde turde sige til hende.
hun bed sig i læben før hun langsomt så mod skolen, så godt som hun nu kunne for tribuerne, hun vendte så blikket mod ham igen. "Så jeg skal arbejde på min balance?" hun virkede til at være blevet 'tæmmet' for hendes snob accant for forsvundet som dug for solen.