Visit the outside

[Eliott Rosewood]

Luften var frisk, kold, men dejlig frisk. Vinteren havde denne forvandling på luften. Som om det gjorde den helt ren. Det var en behagelig forandring i forhold til den form for indelukkethed der i store mængder kunne være i et klasselokale eller opholdstuen. Nu hvor vejret, snevejret, havde lagt sig og efterladt en klar himmel og den friske luft, havde Eliott søgt udenfor. Som han ellers havde holdt sig mest muligt indenfor i vintertidens kulde. Ikke at det ikke var koldt, men han havde sørget for at pakke sig godt ind så han ikke ville fryse. Han brød sig ikke om at fryse mere end nødvendigt. Som nu, hvis han frøs lidt, var det ”nødvendigt”, som han godt kunne se at det var på tide han var udenfor igen. Selv hvis han måtte gå i en bue uden om legende første års elever. Sådan for ikke at få en snebold efter sig eller lignende.
De grønne øjne gled ud over landskabet som han nærmede sig søen. Han kunne kun smile som tanken om foråret og sommerens kommen. Det ville helt sikkert blive skønt at kunne sidde i det lune grønne græs igen og nyde solen og fuglenes syngen. Jah. Det var alt der lige nu kræsede i Eliotts tanker som han stoppede op nogle meter fra søen og blot stod og betragtede omgivelserne. Åndede dybt den dejlige friske luft ind. Det klarede virkelig tankerne og fik en til at føle sig godt tilpas. Sådan havde han det i hvert fald med den friske kolde luft.

[Marek McKenzie]

Marek selv elskede tanken om den fine og indtil videre uberørte sne. Det var sjovt at gå i og det kunne egentlig også være ret så sjovt at komme til at tegne i dem eller noget i den stil. Han havde sin uniform på da han var så glad for den og på samme tid havde han en kappe udover også for at han ikke skulle komme til at fryse og betragtede let de fod fodspor han sætte i sneen. Ikke fordi han ikke havde set det før, men fordi det var en ganske sjov ting at gå og gik en smule i sine egne tænker da han begyndte at gå ned mod søen for at tjekke om der ikke var is på den. Han selv gik også der var de legende første års ikke var. Han gad ikke at risikere at blive ramt med en snebold og han gad godt nok heller ikke det med at de skulle være hvor han var. Der var bare ingen elegance over sneboldkampe, men han var også 17 år så nogle gange havde han lidt glemt det med at more sig og lege. Han gik i mellemtiden og nød luften. Den var så frisk og så ren. Marek var ikke en der havde haft mange kærester og han var heller ikke som sådan en af de mest kendte, men han havde nu haft været set kysse et par piger for at skjule hvem han var. Hans forældre arbejde begge i ministeriet og han kom fra en ganske velhavende fuldblodsfamilie. Han lod en hånd let glide igennem sit hår og stoppede op ikke langt fra Eliott. "Jeg er vist ikke den eneste der ser på søen. Vil du også se om den snart kan holde?" spurgte han ganske roligt mens han så på søen i stedet for at kigge op på Eliott lige nu. Ikke fordi han var genert, men fordi hans fokus var på søen

[Eliott Rosewood]

Eliotts egne tanker lukkede alt andet ude. Og derfor opdagede han ikke hvordan han ikke var den eneste der havde valgt at nærme sig den frosne sø. Det var ikke til at se på grund af snefygning, hvor tyk isen var. Og rigtigt nok kunne man jo kun se om den holdte ved at gå ud på den. Ikke at tanken havde slået ham. Han skulle ikke nyde noget af at ryge igennem og blive våd og kold. Og for den sags skyld blive fuldstændig syg.
Men altså, han bemærkede ikke hvordan den anden fyr nærmede sig, fordi han var fanget af sine egne tanker. End ikke første års elevernes grin og skrig forstyrrede ham lige da. Selvom de var en anelse højlydte.
Det var først da drengens ord lød nær ham at han sansede at han ikke var ”alene” længere. Som han ellers havde det fint med at være det. De grønne øjne søgte væk fra den frosne sø og hen på fyren. Gå ud på søen? Var det det han sagde?. Kort skævede han tilbage på det frosne vand, kun for at gyse. ”Vil du gå derud?” lød der tvivlende fra Eliott, der som sagt havde en hvis modvilje til denne ide. Det virkede tåbeligt. Men måske var det virkelig bare ham?

[Marek McKenzie]

Han nikkede let til hans spørgsmål. Han kunne ikke lade være med at synes det var en sjov tanke for en smule kunne han godt tænke som da man havde været yngre og dermed hvordan morede sig en smule selvom elegance var en vigtig egenskab hos ham. Han bøjede sig en smule ned og skubbede ganske let til sneen der lå på isen. Han vidste godt det var en utrolig underlig idé lige nu, men det havde han altså lyst til. Han bankede let på isen. "Jeg ved ikke helt om den holder faktisk" mumlede han lavt for sig selv og sukkede så ganske lavt inden hans blik gled over på fyren. Han var egentlig ganske køn, men Marek lod sig ikke mærke med det lige nu. Han selv var en ottende del willie så folk fandt ham køn. Det var trods alt i hans blod. Desuden var han fuldblods, men han var langt fra mugglerhader. Så havde han nok heller ikke været havnet på Gryffinor for ellers havde han flere sider hvor han sikkert kunne være endt på Slytherin. "Forresten så hedder tossen her Marek Ethan McKenzie" præsenterede han sig selv med et svagt nik da han havde rejst sig op igen og rakte den hånd ud mod ham der ikke var blevet våd af sneen.

[Eliott Rosewood]

Eliott betraktede Mareks handling i sit forsøg på at se hvor tyk isen var ved at fjerne sneen. Og dertil banke på det. Nej, han kunne ikke se det helt vildt sjove i det… jo hvis isen kunne bære dem, så kunne det blive meget sjovt. Det var jo også kun tanken om at falde i og blive syg der generede ham. Han havde dovnet for meget det løbende år til at kunne ligge sig syg og misse flere timer. Dog kunne han da også kun smile da den kønne fyr indrømmede at han faktisk ingen idé havde om hvorvidt isen ville holde. Det var jo ganske sjovt for en tilskuer.
Mareks skønhed, slog ikke Eliott. Jo, han kunne godt se og indrømme at han var ganske køn, men længere tog tanken ham jo heller ikke. Som det aldrig gjorde hvad end der var en dreng eller pige indvoldveret. At sige til sig selv at andre var kønne, smukke, var nok for ham. Da han jo bestemt ikke havde lyst til at komme fysisk tættere på skønheder, som så mange andre ellers nød prøve sig frem. Han havde det fint nok med lige nu at have udsigt til at være tilskuer til at se den kønne fyr prøve isen af.
Det glade smilende, men rolige og afslappede udtryk i Eliotts ansigt, forandredes let, men sikkert, da Marek præsenterede sig. Ikke fordi denne netop fortalte hvem han var. Men på grund af hånden. Det var faktisk et typisk problem for Eliott, håndtrykket, som normalt kom frem når man præsenterede sig for hinanden. Og selvfølgelig havde han ikke styrken til at udføre handlingen nu, som han ikke havde haft det hele sit liv. ”… Eliott Rosewood… Jeg…”. Stemmen dirrede usikkert, som de grønne øjne nu nervøst skævede ned mod hånden. Han vidste han lignede en idiot, som han selv klamrede sine hænder ind imod mave og bryst som om de kunne forsvinde og han undgik håndtrykket. Det var dog også tydeligt at han forsøgte at kæmpe sig frem med en form for forklaring. ”… Jeg kan ikke… Altså…”. Han bed sig let i læben, smilte undskyldende til Marek. Han ville jo gerne. Hilse ordentligt og alt det der. Endnu mere frygtede han jo at Marek på ingen tid fandt ham komplet tosset og troede han var syg i hovedet eller noget i den stil. Selvom det hjalp nu hvor ham og dem omkring ham nærmede sig voksenalderen. Som barn havde andre børn jo ikke forstået det.

[Marek McKenzie]

Marek kunne godt forstå at den fremmede kiggede på ham for det måtte være sjovt at se en fyr på 17 år og en vis højde så man ikke rigtigt var i tvivl om at man var på en af de to sidste årgange sidde på knæ for at tjekke isen. Han tjekkede trods alt isen før han ville bevæge sig ud på den fordi han heller ikke havde lyst til at falde igennem. Han havde ikke lyst til selv at blive syg. Ikke fordi han som sådan havde mange fraværsdage, men fordi han godt kunne li skolen og derfor helst ikke ville pjække og skippe timerne. Han ville dog godt kunne se det sjove i hvis den faktisk kunne holde så man ville kunne komme til at stå på isen. Det kunne være ret så sjov. Han ville gerne en smule tilbage i barndommen for at nogle timer.
Han lagde godt mærke til hvordan hans ansigtsudtryk blev forandret da han rakte hånden ud mod ham og træk stille tilbage efter noget tid. "Det er helt ok" sagde han blot afslappet og træk sin hånd til sig igen. Han var sikker på der nok var en ret så god grund til at han havde det sådan der. Marek var ikke typen der mistede sit temperament særlig hurtigt og folk skulle have lov til at have deres forskellige særheder. Han kunne ikke se hvorfor han skulle til at bruge tid på den slags. Det var sikkert ikke noget særligt og han gad ikke dømme folk og begyndte at synes de var tosset. Han bukkede i stedet for en smule for ham så han kunne hilse som man havde gjort før i tiden inden han rettede sin ryg ud igen og sendte ham et varmt smil. Marek gik trods alt op i elegance og hvis der var noget han holdte af så var det formaliterteer og elegance. "Og hyggeligt at møde dig i øvrigt" kom det roligt fra ham ikke særlig lang tid efter. Om han ville finde ud af at Eliott led af berøringsangst eller ej var ikke til at vide, men en ting var sikkert. Han fandt ham køn og lige nu ville han gerne bruge sin tid på at snakke med ham

[Eliott Rosewood]

Utrygheden, usikkerheden, lå på et bristepunkt, blot ventende på Mareks reaktion. Som om han ventede på verdens undergang. Det var det også i bidder for Eliott, der jo elskede social sammenværk mere end noget andet. Så længe fysisk berørelse ikke var en del af det. De kunne jo nemlig godt hygge sig og snakke sammen uden sådan noget. Han kunne sagtens lære Marek at kende på trods af det, og evt. se fyren bevæge sig ud på isen. Alt det der. For at blive venner. Så jo, Marek reaktion betød en hel del for Eliott.
En lettelse var tydeligt at fornemme på Eliott, ikke kun som ansigtet og hele kroppen syntes at slappe af, men som han også sukkede lettet. Marek skulle bare vide hvor taknemmelig han var… men han havde ingen intentioner om at forklare sig nu… ikke før han var sikker på at Marek var ”værd” at fortælle det til. Nogle ville måske bare få det overstået… han ville til gengæld hellere være sikker på at de virkelig så ham som en ven før han fortalte dem sin hemmelighed. Selvom flere regnede det ud.
”Tak Marek” svarede han glad i en let hvisken, som han egentlig ikke tænke på om Marek faktisk hørte det eller ej. Uanset hvad følte han sig tryg og afslappet, og han kunne smile igen. Selv hvis Marek ikke hørte hans tak var taknemmeligheden tydeligt i de grønne øjne. Det var nok også det der fik ham til at gengælde Mareks buk. Sikkert ikke nær så elegangt, men et lille buk blev det da. Foruden håndtrykket ville han jo i den grad gerne hilse på og møde flere. ”I lige måde Marek” lød der, denne gang tydeligt, fra en glad Eliott, der end ikke som han rettede sig op igen, kunne holde en let lille latter for sig selv. Uanende om hvor det kom fra.

[Marek McKenzie]

Marek ville sikkert godt kunne forstå hvis han ikke havde sagt noget om sin berøringsangst hvis han nogensinde kom til at vide det. Ikke fordi han selv havde tænkt sig at forsøge at vende det mod ham eller noget, men det var bare ikke noget man delte med alle og enhver. Folk ville komme til at kalde en for en særling og hvorfor skulle man dog opsøge den slags ting i løbet af kort tid? Det ville ødelægge enhver mulighed for eventuelle venskaber for Eliott. Det var jo ikke til at vide hvem man kunne stole på.
”Hvad sagde du?” spurgte han roligt og lagde hovedet let på skrå da han ikke hørte hvad han sagde, men godt kunne høre han hviskede et eller andet. Han kunne dog godt fornemme han var taknemlig. Marek smilede let for sig selv da han så at Eliott bukkede ligesom han selv havde gjort. Han sætte pris på elegance og etikette så det var meget godt at Eliott havde fanget det var en anden og mindst ligeså godt måde at hilse på folk på. ”Tak, tak da” sagde han med et varmt smil og vendte blikket mod søen let. ”Hvilket kollegium går du egentlig på?” spurgte han roligt da han ikke synes han havde set ham før og han var sikker på han ville kunne huske hvis han ville. Det ville sige den eneste han altid havde kunne huske var Arkimedes, men de var også blevet fordelt på hver deres kollegium på samme år. Han var dog stadig sikker på han ville kunne huske det hvis han havde set Eliott før for køn var han.

[Eliott Rosewood]

Eliott vendte ligeledes blikket mod søen. Han kunne virkelig godt se det sjove i at komme ud på isen. Hvis selvfølgelig at den ikke knækkede under en. Selv han ville kunne få noget sjov ud af det. Normalt var sneleg jo for kontaktpræget. Måske ikke med snebolde, men vaskere og alt der fulgte med. At være på isen kunne ikke være slemt… og intet krævede at han søgte fysisk kontakt med andre. Når alt kom til alt ville Eliott jo hellere falde tusinde gange end at støtte sig til f.eks. Marek bare en gang. ”Jeg går på ravenclaw. Hvad med dig Marek?” spurgte han nysgerrigt. Løftede blikket igen og så på drengen som fik tilsendt et lille glad smil. Eliott var ret sikker på allerede at det ville være dejligt hvis han og Marek kunne blive venner. Det undrede ham delvist at han ikke synderligt kunne huske Marek, men nu var det også sjældent at det var fysisk skønhed der fangede Eliott til at huske andre. Man skulle typisk have snakket med ham før han huskede andre. Logisk nok.
Let gled Eliott ned i hug som han var rykket helt tæt på isen. Som Marek havde gjort det før bankede han på isen for at se om den knækkede. Selvom han ikke var sikker på at hans banken var synderligt stærkere end den Marek var kommet med. Fysisk styrke var et minus hos Eliott, hvilket han jo også havde vænnet sig til som han havde gjort det med alt andet.

[Marek McKenzie]

”Jeg er Gryffindor og 7. års så jeg er snart færdig med skolen” forklarede han ganske roligt hvilket også kunne forklare hvorfor Eliott ikke havde lagt mærke til ham. Han selv lagde dog mærke til de kønne fyre lige omkring hans egen alder. Det havde været en vane i ret så lang tid selvom hans hjerte kun tilhørte en. Han ville ikke have det store imod at få sig en ven i Eliott. Han havde ikke så mange venner da han mest af alt brugte tid for sig selv. Han betragtede let Eliott der bukkede sig ned for at prøve at banke på isen. ”Jeg tror desværre ikke den holder. Det kunne ellers være sjovt at stå på den, men man vil jo helst ikke være syg” sagde han ganske roligt og så lidt på ham med et smil selvom Eliott nok havde mere travlt med isen lige nu

//undskyld det er så kort

[Eliott Rosewood]

Eliott rystede let på hovedet til ordene. Dem om isen. Det var uheldigt. At den ikke ville kunne holde dem. Når han nu var sikker på at det kunne have været en sjov oplevelse. Specielt hvis de ville lære hinanden bedre at kende. Men sådan skulle det desværre ikke være. ”Jah, Det kunne have været sjovt” gentog Eliott tænksomt, som han jo var fuldstændig enig med Marek. Han valgte dog at slå det hen, denne korte følelse af uretfærdighed og skuffelse. Det var ikke verdens undergang, og det betød jo ikke at han og Marek ikke kunne lære hinanden at kende alligevel. ”… Glæder du dig til du er færdig med skolen? Og ved hvad du vil lave og sådan??” spurgte Eliott i stedet, som han kom på benene og sendte Marek et smil. Nogle gjorde jo, andre gjorde ikke. Han selv vidste endnu ikke helt selv hvad han tænkte over det, fordi han ikke anede hvad han skulle lave efter skolen.

[Marek McKenzie]

Marek ville så minde man kunne lære hinanden at kende på andre måder. Det handlede sådan set bare om at finde noget at snakke om og lige det var Marek ikke altid så god til. Ikke andet end han ville ligge an på folk. Det var ikke fordi han kom sammen med Arkimedes, men han havde snakket med ham og kysset ham så han så ikke den vilde grund til at skulle ligge an på Eliott selvom han var smuk. Han nikkede ganske let til at det kunne være sjovt at da han var helt enig. Han stod lidt i sine egne tanker for at se om han ikke kunne finde noget at snakke om og nikkede så let inden han træk let på skulderen. ”Ja, ja både og. Jeg glæder mig da til jeg skal komme videre, men så på den anden side ved jeg ikke hvad jeg skal bagefter og sådan” sagde han stille og bed sig selv en smule i læben. Tanken om aldrig at snakke mere med Arkimedes ville heller ikke være fed. Han var nød til at sige noget til ham. Det her plagede ham og de havde endda kun lige startet på at snakke. Hans blik var en anelse tomt som han stod der og kiggede ud over søen. ”På en måde er du heldig at have et år mere” sagde han roligt og vendte sit blik mod ham for at sende ham et varmt smil

[Eliott Rosewood]

Eliott betragte Marek som denne tænkte. Ordene blev hørt, men selv Eliott kunne tydeligt ane på Marek at noget kørte rundt i dennes tanker. Noget vigtigt. Noget der plagede ham. Han nævnte det dog ikke. Ikke endnu. Spurgte ikke til det. Det ville jo eventuelt være for tidligt, hvis han ønskede Marek som en ven. Sådan at blande sig i hans sager, hvad end han kunne hjælpe ham eller ej. Han ville gerne hjælpe. Bare fordi han ikke ville røre andre eller røres ved, så betød der jo langt fra at han var en dårlig person der ikke kunne lide at snakke eller hjælpe andre. Sådan var det slet ikke.
Han nikkede lidt til de sidste ord. ”Det er jeg vel. I det mindste har jeg et år mere til at finde ud af hvad jeg vil” svarede han, forsøgte at smile. Han var jo slet ikke kommet så langt… for hvilket job kunne en som ham få? Sandt at sige havde han end ikke undersøgt det, men nok nærmest bare undgået spørgsmålet i alle de år. ”… Ved du hvor du vil bo henne? Efter skolen?” spurgte han så, det af ren nysgerrighed. Et sted kunne Eliott godt ønske sig at se verdenen. Bo i et andet land en England. Derfor var han jo nysgerrig efter at vide om andre eventuelt også havde det sådan. Selvom han vidste det var forskelligt. Man havde jo kærester på skolen de vidste de ville slå sig ned med når de 17 år var gået.

[Marek McKenzie]

Eliott ville ikke kunne komme til at hjælpe Marek på det der punkt. Det var en indre diskussion med ham selv om hvad han skulle og ikke skulle og desuden kunne han jo ikke vide hvordan Eliott ville tage det og om han overhovedet var til sit eget køn. At skulle risikere at alle vidste han selv var homo trods for han ikke måtte for sin far. Desuden var der altså noget underligt over at Eliott ikke engang ville give ham hånden så det var bedre helt at lade være med den slags tanker om ham. Han nikkede ganske let til at Eliott havde et år mere. "En lille smule snyd faktisk. Jeg ved ikke engang hvad jeg skal når jeg er færdig, men jeg er sikker på at min far har et eller andet" sagde han ganske roligt og sukkede en smule for sig selv da han synes det var en dum tanke. Hvad hans far ville have ham til ville nok også bare være indenfor ministeriet eller endda stoppe ham i garden for at vise at familien støttede dem. Det sidste ville da slet ikke passe Marek af nogen art. Han rystede ganske let på hovedet. "Nej ikke rigtigt, men hvis alt går galt så flytter jeg ind hos min moster i London" sagde han ganske roligt selvom hans far ville hade den slags idet Mareks moster og far slet ikke kunne komme over ens. Marek lod kort sit blik glide ned idet han slet ikke vidste hvad han skulle gøre med sig selv bagefter. Arkimedes gled let igennem hans tankestrøm for han ville aldrig komme til at se ham igen. De snakkede jo knapt nok sammen. Hans blik gled rundt for at se om man ikke kunne finde et sted at sidde selvom det helt sikkert var koldt. Det var trods alt februar måned. "Vil du ikke med på DGV og få noget varmt at drikke? Jeg synes her er så koldt" sagde han ganske roligt og så op på ham inden han sendte ham et varmt smil. Hans smil var både varmt og mildt med et ganske let hint af drenget.

[Eliott Rosewood]

Eliott ville nok have moret sig hvis han kendte til Mareks tanker. Altså om at fyren var usikker på ham fordi han ikke ville give ham hånden. Jo, det kunne godt virke som om han ikke kunne klare andre fyre på denne måde. Sådan var det bare slet ikke. Om det var Marek eller en anden fyr, kunne han sikkert godt forelske sig. Om han nogle sinde ville kunne tilfredsstille en kæreste var en helt anden sag. Det var jo også derfor han aldrig havde fortalt nogle hvis han kunne lide dem. Havde altid været sikker på at han bare ville ødelægge forholdet hvis det endelig blev til noget.
Eliott bed sig svag i læben for ikke at kommentere noget. Han var jo menneskekender, som sådan. I hvert fald havde han lært at studere andre ud fra deres udtryk. Og Marek så ikke ligefrem glad ud ved sine egne ord. Hvilket fik Eliott til at tro at det der med at hans far kunne skaffe ham noget mere lød som tvang end noget Marek havde lyst til. ”…London hn?” mumlede han i stedet bare for at kommentere. Han turde ikke blande sig for meget. Ikek før han var sikker på at det var okay. Om Marek ikke havde det godt med hans far var jo ikke Eliotts problem at løse.
Eliott frøs ikke. Jo, det var koldt, men han havde da pakket sig godt ind. Alligevel som Marek forslog at de tog til DGV for at få noget varm at drikke, smilte Eliott glad. Han ville sikkert også bare blive syg hvis han blev stående der. Og det var dejligt at blive inviteret med. Selvom der intet lå i det foruden at få lidt varm at drikke, var det behageligt at vide at Marek havde det fint i hans selskab. ”Meget gerne. Vi trænger vidst begge til det i denne kulde” kommenterede han med en let kort latter. Det ville jo være skidt hvis de blev syge.