Just a meeting . . . ?

[Joshua Storm]

Joshua husked normalt heller ikke alle de der ting, men når han sad der og så på hende overfor sig så kom al den dårlige samvittighed igen. Ellers var det ikke noget han som sådan havde i tankerne. Hverken alt om Faa, Lukas eller at han ikke havde snakket med Rachel. Det hele var lagt på hylden. Alt med David, Seb og Flavius. Han havde for travlt med at ligge an på folk og travlt i garden til alt mulige minder af både god og dårlig art. Det var det der med når man så folk kom man i tanke om en masse.

Han nikkede let og havde et glimt i øjet. ”Jo Rachel. Du skulle bare vide. Det er super klædeligt til mig” sagde han med glimtet i øjet og det drenget smil over sine læber. Han synes faktisk det klædte ham. Han grinte lidt ved det næste hun sagde og nikkede så ganske let da det var kommet tilbage til ham hvor det kom fra. Han havde faktisk glemt det. Det var faktisk ret så sjovt at sidde her og indhente gamle minder for det var trods alt på den rette måde og ikke den måde hvor det gjorde ondt som sådan. Det handlede jo bare om at tænke på alle de gode minder de havde sammen. ”Fuuuck man. Det havde jeg helt glemt det der” sagde han mens han grinte videre og kunne godt mærke han var mere sit eget gamle drengerøvs jeg i den afslappet udgave når han var nær hende, men han havde jo heller ingen planer om at skulle score hende. Ved det navn kom han i tanke om at han havde reddet hende under Quidditch kampen, men det var ikke noget han ville tage det op lige nu da regnede med det ville gøre ondt på Rachel at snakke om Maxwell.

Joshua havde egentlig travlt så Rachel havde ret så meget ret i den del og han ville ikke sige noget til hende. Han ville heller sidde og snakke med hende lige nu i en blanding af dels at ligge an på hende og dels hente ind på det tabte.

Han lagde hovedet en anelse på skrå. ”Kun fint? For at være ærlig tror jeg ikke på det” sagde han ganske roligt og kom til at tænke på alle de gange hvor Lukas havde påstået at han ikke sov når han gjorde det. Han vidste godt det ikke helt var det samme, men det var bare det der med at man sagde en ting når noget andet var sandheden. Han selv savnede ikke sin familie. Han havde så også tid til dem, men han ville et sted ønske at han ikke havde det. Han savnede egentlig lidt Lukas, men han var også en af de få han stadig snakkede med. Han kunne ikke lade være. En Joshua uden Lukas var en smule underligt så de vekslede breve stadig.

Han nikkede let til det var en virkelig god is. ”Du skulle vide hvor mange gange jeg har bestilt den når jeg hæng ud sammen med.. ” sagde han og stoppede helt sin sætning da navnet manglede og smilede let for sig selv inden han rystede let på hovedet. Han havde da holdt en smule øje på afstand et sted. Mere for at sikre sig hun var ok igennem hele skolen og han havde set hun spiste den mens hun havde siddet med Faa. Han selv havde dog hængt ud med en vis anden japaner og tog skeen for at tage en bid. Han ville godt kunne forstå hvis hun ikke ville snakke om sin familie. Hun måtte savne den. ”Så du en dag sad og spiste den sammen med Miss Faa og så ville jeg da også smage. Jeg ville jo gerne sikre mig du var ok efter…”

[/b] sagde han og bed sig selv let i læben da han ikke ville færdiggøre sætningen med det havde været kort tid efter hendes styrt. ”Så hvordan går det med kærligheden?” spurgte han hurtigt bagefter for at snakke om noget andet.[/blockquote]

[Rachel P. Ballard]

Don’t believe whatever people say
BUT NEVER SAY NEVER

[/color][/font]
Because the person before you could be an angel in disguise [/color][/font]
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/color][/center][/color][/font]

"En ting har dog ikke ændret sig" Rachel så smilende på Josh. "Du stadig ikke god til at lytte til hvad andre har at fortælle dig Joshwell" hendes læber formede ordene, og hendes hals lavede lydende så ordene kunne bevæge sig ud af munden på hende, og så videre hen og ramme hans øre. "Og slet ikke når de giver dig gode råd" Rachel smilede stadig til ham og håbede han forstod sjoven i hvad hun havde sagt. Egentligt anede ikke hvorfor hun pludselig tænkte på den måde, med hvad der formede sig, for de havde jo ikke snakket om det, eller i den dur. Hun have ikke set det nogle steder. Hun kommenterede jo blot det med at Josh ikke ville lytte efter og at hun samtidig prøvede på at huske ham på at det altså ikke klædte ham at prale. Det havde hun altid hold fast i, men hun vidste godt at han nok aldrig sådan rigtigt ville forstå eller tænke videre over det. Han kunne vidst meget godt lide at være den han var og det var også helt fint og godt nok.

Da Josh pludselig virkede som om at de gamle minder kom tilbage til ham kunne hun ikke lade være med at smile. De tre havde haft så mange minder fra før skolen. Godt nok havde hun flere med Maxwell fordi de havde været hjemme hos Maxwell og lege. Det var først til de lidt større baller at hun havde mødt Josh. Maxwell havde kendt ham i forvejen, men det havde Rachel ikke. Det var utroligt at hun stadig kunne huske så mange af minderne, men det var dyrebare minder for hende. Det var minder hun ikke have lyst til at glemme. Slet ikke dem med at Maxwell og hende. Det var minder som var de vigtigste. Ikke fordi minderne med Josh, og alle de andre børn hun havde mødt igennem alle de fester ikke også var vigtige. Dog var med Maxwell bare en smule vigtigere. Det ville de for altid være hos Rachel. Der var intet hun kunne eller ville gøre ved det. Sådan var det bare. Sådan følte hun det hvert fald.

"Walking down the memory lane??" Rachel så op på Josh og sendte ham så et smil. For hvis minderne flød ind hos hende måtte de næsten også flyde hos ham. Hun havde godt kunne mærke at han virkede til at slappe mere af. Hun tænkte dog bare ikke over at det måske var hende der var skyld i at han slappede af. At personligheden hos ham så også ændrede sig, var ikke noget hun sådan lige lagde mærke til. For hende var han jo stadig den drillende, den rapkæftede, den pralende og den fuldkommen helt igennem player og drengerøvs Josh. Det havde han altid været og ville nok altid være.

Egentligt vidste hun godt hvor åben en bog hun kunne være. Hun vidste godt at Josh, Yo, Lukas, Mimi og Maxwell alle havde haft så utroligt nemt ved at læse hende. Det havde været næsten skræmmende på så mange punkter når hun havde haft et problemer og var gået fra den ene til en anden og de alle sammen bare havde prikket hul på den bobbel hun havde troet hun havde været i.
"Det bare hårdt ikke at kunne se familien helt så meget" hun legede stille med glasset og skeen. Denne gang kiggede hun ikke op på Josh. Hun forsatte lidt med at lege med glasset og skeen, men kiggede så op direkte i hans øjne. "Men det bliver bedre nu" Hendes øjne lyste næsten som julelys en vinternat. "Fordi så længe jeg er i England bor jeg på gæsteværelset hos dem" Endnu et smil løb hen over hendes læber mens hun gav slip på skeen. Den lavede en klirrende lyd. Ikke fordi der var noget der gik i stykker, men blot lyden af skeens metal og glassets side, der havde kontakt.

Aldrig i sit liv havde Rachel forstillet sig at blot tanken og hentydningen til nogle venner kunne få hende til at savne dem så meget. Rachel havde slet ikke opdaget hvor meget hun egentligt savnede Yo, Mimi og Lukas. De havde været nogle fjollede par, men de havde hygget sig sammen. Det var ikke så ofte at de alle fire havde været sammen på samme tid, men det var da sket nogle få enkle gang. Lukas, Yo og hende havde trods alt spillet Quidditch sammen. De havde været et godt og stærkt hold. Det havde været skyld i at de havde fundet Quidditch pokalen mere end blot to gange i træk. Det havde været noget af det bedste hun havde oplevet, men ikke engang dem snakkede hun sådan rigtigt med længere. Rachel vidste at Yo havde overtaget quidditch udstyrs forretningen i Diagonalstrædet, og hun havde lovet sig selv at tage ned og besøge forretningen, mens hun slet ikke havde hørt fra Mimi. De to havde ikke rigtigt snakket sammen siden de forlod skolen. Lukas der imod havde været som Yo trofast i sine breve til at starte med, men lige som Yo, var han stoppet langsomt. Hvilket var klart nok. Hvem ville bruge tid på at skrive breve når der aldrig kom noget svar. Faktisk skammede Rachel sig meget over det.

"Du skal altså ikke undgå deres navne for min skyld" sagde Rachel og kiggede på Josh. Hun havde hørt hvordan visse navne var blevet und ladet af to af hans sætninger. "Yo og jeg er vidst okay igen skal se hende mens jeg er her i London””hun smilte og Lukas…" Rachel anede faktisk ikke lige hvad hun skulle sige der. "Snakker du med ham??" hun så spørgende på Josh. Hun ville gerne høre om der var sket noget med Lukas. Om det stadig gik godt med skolen. For hun vidste nemlig at Lukas var taget tilbage til Japan efter at havde været i London seks måneder efter Hogwarts var sluttet. Hans bedstefar var pludselig blevet syg. Så han havde skyndt sig hjem for at hjælpe med at få skolen på ret kurs. Hans plan havde været at finde en anden til at overtage den daglige bestyrelse, men han var blevet hængene.

Lukas havde også skrevet at han havde en aften skole for magikere som ikke havde mulighed for tage på en af de store skoler i Asien. Den største lå i Kina, men der lå også en mindre en et andet sted i asien. Det var bare ikke alle troldmænd og hekse der havde mulighed for at besøge dem. Derfor havde han snakket med sin familie om det, og fået lov til at få den ene bygning af det kæmpe hus de havde til at have elever og timer værende. Hans familie var ikke yderst glad til at starte med, men efter at de havde vænnet sig til tanken var det blevet bedre og selv eleverne hjalp til med rengøring, maden, reparationer og alle de ting som Lukas ikke længere selv kunne nå. Rachel ønskede egentligt at hun vidste noget mere, men det gjorde hun bare desværre ikke.

Ved en bevidst handling havde hun overhørt det meste af hans hentydninger til Maxwell. Det gjorde stadig ondt. Hun havde aldrig fået erkendt sine følelser overfor ham. aldrig fortalt ham dem, og nu var det for sent. Hun smilte lidt ved tanken, men skubbede så det hele væk igen.
"Kærligheden og jeg??" en perlelatter løb hen over hendes læber. "Siden hvornår har det været en spændende emne" sagde hun med et grin. Hun vidste godt det var fordi han lige havde hentydede til den dag hvor Rachel var som den eneste gang styrtede af kosten. Hun havde altid været overbevidst om at det var Maxwell der havde redet hende, men som hun var blevet ældre var det som om at hun var begyndt at tvivle. Hun vidste ikke hvorfor, men der var bare noget i hende der sagde at det der var blevet fortalt hende aldrig havde været hele sandheden.

"Tror dog at det er mere spændende at vide omkring dig og kærligheden" sagde hun med et smil. Hun tog noget af sin is. Hun havde for en kort tid også siddet og leget med isen og skeen, men nu puttede hun i stedet lidt is i munden på sig selv. Hun mærkede hvordan det smeltede så snart det kom ind i munden på hende, og derfor ikke var svært at manurarer rundt med tungen inde i munden. Hun lod isen glide ned mod maven, og kiggede på Josh. Hun ville hellere snakke om ham end om sig selv. For hun havde hørt sin søster snakke om at hvis hun ikke snart ville finde en kæreste, og mulig mand så ville hendes forældre gøre det for hende. En ting der ikke blev snakket hørt om i familien fordi det var ikke noget forældrene var glade for at lade børnene vide, men det var alligevel noget de store vidste. De havde alle fået det af vide. For det blev fortalt til de store, men hold hemmeligt for de små. Rachel havde ikke fattet hele ideen med at smide sådan en efter Rachel. For chancen for at hun ville finde sig en kæreste var ikke særlig stor. Rachel havde aldrig set særligt langt efter kærligheden. Jo hun havde set langt efter Maxwell, men hun havde også vidst at ham ville hun aldrig kunne få. Så det var noget helt andet.

1559 WORDS
Josh TAGGED
Clicky~ OUTFIT
Ups blev vidst lidt lang x3 NOTES

[/color][/font][/RIGHT]

[Joshua Storm]

Han skulle lige til at modsige hende og spørge hvad hun mente med det med at han ikke lyttede da hun kort tid efter forklarede sig. Han nikkede ganske let med en svag latter. ”Gør jeg da Rach. Meget mere end du tror. Der er bare forskel på om jeg viser at jeg høre efter og om jeg faktisk gør det” sagde han med et glimt i øjet og grinte lidt af sig selv mens han rystede let på hovedet af hende. Han lyttede da efter hvad hun sagde. Det var bare ikke sikkert at han gad at vise det. Det var ikke helt det samme hvis han skulle være ærlig. ”Aner ikke hvad du snakker om. Et glimt i øjet og selvsikker har altid været mig” sagde han med et drenget og charmende smil over sine læber og det sædvanlige glimt i øjet som han egentlig aldrig som sådan havde haft nær Rachel før, men hun var pludselig vokset op og blevet en smuk kvinde. Ikke at hun ikke altid havde været smuk, men nu var hun blot mere i øjnefaldende. Han kunne godt høre det sjove i det hun sagde for selvom de ikke havde snakket sammen igennem skolen var det nemt nok at høre om hun mente det eller ej og så længe hun sad og smilte på den der måde regnede han langt fra med at hun rent faktisk mente noget ondt med det hun sagde. Han selv synes det klædte ham at prale, men det var også hans narcissistiske tilgang til verden for Joshua var dybt narcissistisk og ganske forelsket i sit eget spejlbillede. Det var nok også derfor han havde haft så svært ved at finde en kæreste som han faktisk kunne holde ud i længere tid for i sidste ende så levede de slet ikke op til hans perfekte syn på verden.

Joshua havde glemt de fleste af minderne fra da han var yngre, men de var dog i hans bevidsthed. Det var ikke fordi de ikke var vigtige, men fordi hans minder fra skolen var langt vigtigere. Dem havde han dog også glemt en del af. Det der med gode minder var ikke noget som Joshua brugte meget tid på at hvile ved selvom han da stadig havde dem i sit hoved. Han havde dog været plaget af minderne om Rachel de første par år i skolen, men var hurtigt kommet fra dem da hans tid mere og mere var gået på Akasha som han også havde ret så mange barndomsminder med idet de havde været sammen som et slags søskende par og brugt en del tid sammen også udenfor de store familie baller og andre fuldblods sammenkomster. Hans eneste for alvor vigtige minde var mindet om det mærke han havde fået for de der 7 år siden lige inden de var stoppet på skolen. Det var langt vigtigere for ham end noget andet her i verden.

Han blev hevet ud af alle minderne ved hendes spørgsmål og nikkede ganske let kort tid efter. ”Mmmh.. You court me” sagde han ganske roligt da hun havde fanget ham på fersk gerning. Han kunne godt forstå hvis hun ikke kunne se den vilde forskel for i bund og grund var han jo alle de der ting. Han ville dog kunne ligge playerstilen af for den helt rigtige dreng eller pige der ville kunne formå at hive ham ned på jorden, men hans flirten ville altid være der da det var en del af hans charme. Det ville bare gå hen og blive langt mere ubevidst. ”That name makes me remember” mumlede han lavt og bed sig en smule drenget i den ene side af sin læbe. Det var egentlig både godt og skidt, men lige nu valgte han at fokusere på det gode ved det.

”Måske for dig, men du har også et noget bedre forhold til din familie end jeg har til min” sagde han roligt og nikkede i mens for at vise at han nok skulle lytte nu i stedet for at sidde og snakke om sig selv for han kunne skam godt den slags når det virkelig gjaldt. Han ville nok også synes det var skræmmende hvis der var nogen der kunne læse ham ret så godt, men sandheden var at der var der ikke mange der kunne. Joshua havde utrolig mange facader oppe her og der hvor han kunne komme til det. Han selv lod sin ske glide ned i sin is og tog en bid. Isen bragte egentlig bare flere minder til hans hoved fordi han havde spist den is i skolen. Han lod hende se ham ind i øjnene da han ikke havde noget imod at blive mødt af hendes smukke øjne. Han nikkede ganske let til at det blev bedre uden at sige noget til det da hun skulle have lov til at snakke. ”Det var da altid noget” sagde han med et varmt smil over sine læber da han var ret så glad på hendes vegne. Han selv ville aldrig kunne holde det ud, men nu var det heller ikke ham der skulle det. Han nikkede bare enigt til det næste hun sagde og kunne godt se hvor glad hun var for det her. Det var egentlig bare godt hvis han skulle være ærlig. Han var dog stadig bare glad på hendes vegne at hun kunne komme til at være med sin familie. Det var jo godt for hende. At sidde og kigge på hun spiste is gjorde ham ret så lækkersulten.

Joshua selv savnede også Lukas, men han skrev i det mindste stadig med ham. Han skrev også med Aka for han ville aldrig undvære hende i sit liv, men miss Faa og ham havde mistet al kontakten. Det samme havde han med mange andre på skolen, men de havde heller ikke betydet ligeså meget for ham. Han vidste dog ikke at de få hentydninger kunne få hende til at savne dem så meget. Det havde sådan set ikke helt været meningen at få hende ned i humør, men det var nok heller ikke det nemmeste her i verden.

”Ligeså meget for min egen skyld” sagde han ganske roligt og bed sig selv en smule i læben og var klar over at hun vidste hvem han snakkede om. ”Altid noget” sagde han ganske roligt og ville helst ikke snakke om miss Faa. Jo han savnede hende da, men da kun som ven. Det var ikke fordi de var endt særlig godt. Eller jo det var det, men de havde mistet kontakten bagefter og det var hans skyld. Han nikkede let til om han snakkede med Lukas. ”Never would I lose him in my life” sagde han ganske roligt og træk på sit smilebånd da det var sandt. Han ville aldrig kunne slippe ham. ”Han har en aften skole for magikere. Det går ret så godt for ham. Det er nogle gode elever han har og han klager langt fra så det er jo fint nok”

[/b] sagde han med et smil og nikkede let i mens. Han kunne godt li at høre fra Lukas engang i mellem og ville helst ikke slippe sin bedste ven og nu var det mindre tabu at kende ham selvom han var sikker på Seb var mindre glad for det. Han var dog ligeglad med det faktum for ham og Lukas var jo kun venner og blev aldrig andet.

Han var godt klar over at hun nok havde overset det med vilje og kunne godt forstå hende. Sådan havde han også i starten haft det med miss Faa, men det var ligesom bare gledet ud efter noget tid. Han nikkede let til hendes ord med hende og kærligheden og grinte så en smule. ”Siden altid Rach. Vidste du ikke det?” spurgte han med et mindre glimt i øjet da han havde det sådan. Han synes altid det var spændende at høre om andres kærlighedsliv for hans eget fungerede ikke og det havde han det faktisk fint nok med. Han ville helst ikke at hun begyndte at tvivle på det og slet ikke at hun faktisk ville stille spørgsmål om tingene. Faktum var jo at han havde gjort det. Han havde bare givet Maxwell æren. Det havde jo været meningen hun skulle anerkende sine følelser for ham, men det havde hun jo ikke gjort.

Han rystede ganske let på hovedet. ”You know me. Living life fast and not loving anybody” sagde han bare med et smil og et mindre nik dad et var sandt. Han selv kendte på ingen måde noget til den aftale og hvis han havde gjort det ville han finde sig en bare for at ha en. Ikke fordi det var Rach, men fordi han ikke ville tvangsforloves med nogen af nogen art. Han begyndte at spise sin is så den ikke ville smelte nogle steder og begyndte at spise sin is der faktisk vækkede et par minder, men dog kun af den gode art.[/blockquote]

//Mimi er jo ik på samme alder (:
1486 ord (;

[Rachel P. Ballard]

Don’t believe whatever people say
BUT NEVER SAY NEVER

[/color][/font]
Because the person before you could be an angel in disguise [/color][/font]
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/color][/center][/color][/font]

Endnu engang kunne en tydelig latter høres fra Rachel. Josh kommentar havde passet utroligt godt ind, for hun havde godt lagt mærke til at han skulle til at reagere før hun havde sagt sin sætning færdig. Hun så kort ned i bordet for derefter at kigge på ham igen
”Der er der så ingen forskel på mig” hun smilte og legede lidt med skeen. ”Hvis jeg ligner en der ikke lytter efter så lytter jeg med stor sandsynlighed heller ikke efter” endnu et smil kunne ses på hendes læber. Rachel var utrolig let at læse på det område. Faktisk var hun – hvert fald da hun gik i skole, næsten lige så let at læse som en åbenstående bog. Hun havde godt vidst det, for Yo havde kommenteret det overfor hende flere gange, men hun havde bare valgt ikke at gøre noget ved det. Ikke før hun var kommet tilbage til Wales og tingene der havde ændret sig.

”Ja da, men praleriet har aldrig klædt dig” Rachel sagde det med ord der var mening bag, men på ingen måde som ord der skulle tages for at være onde. Rachel var ikke særlig god til at være ond. Hun havde det ikke i sin natur. Faktisk kunne hun ikke finde ud af det, og hvis hun endelig kom til at være ond, havde hun det frygteligt lang tid efter. Hun vidste godt at folk omkring hende kunne udnytte hende for dette. Hun vidste også at der var flere på skolen der havde udnyttet hende i skolegangen, men hun havde ikke kunne finde ud af at være sur, og havde også flere gange syntes at Yo blev mere end rigeligt sur nok for dem begge.

Minder var for det meste noget der var vigtigt for alle. Det var ikke noget som man skulle plages ved, eller hænge ved i flere år efter. Man kunne kort tænke tilbage på de gode minder, og blot lærer af de mindre gode. For det var ikke noget der bragte andet godt med sig.
”It’s a good name” sagde hun så da hun selv kort var blevet revet ud af sin egen lille verden. Josh havde reageret på Joshwell et navn hun havde fundet på. Hun smilte da de sammen et kort sekund havde været på vej ned af ’the memorylane’ ikke at de blev der særligt længe. Det ville ikke fungere godt for nogle af dem at gå den vej ned. Fordi godt nok var det et sødt navn som Rachel var komme til at sige for en del år siden, men alle de minder. Der var en del af dem der stadig gjorde ondt. Hvert fald for Rachel.

”Har altid haft et godt forhold” Rachel trak kort på det. Fordi hendes familie havde altid haft meget stærke bånd. Der var intet unormalt i at hendes søskende og hun kunne sidde oppe og snakke hele natten som var de bedste veninder, men pludselig. Efter skolen, og efter statussen hun pludselig havde fået havde altid ændret sig. Rachel havde kort bidt sig i læben, for Josh havde lignet en som nok skulle koncentrer sig om hende nu. Det virkede helt underligt at han sådan havde bestemt sig for at koncentrer sig om hende. Hun var dog som altid utrolig glad for at hun og familien kom så godt ud af det med hinanden. Det var der jo egentligt ikke noget nyt i. Sådan havde det altid været, men hun var egentligt ikke helt sikker på om hun havde lyst til at han kun skulle koncentrer sig om hende lige nu. Måske hun skulle få emnet tilbage på ham.

Lukas, Yo og alle de andre fra skolen. For der var egentligt mange hun var begyndt at snakke godt med omkring på 6. årgang som hun ikke længere havde nogen som helst form for kontakt med. Det var rimeligt underligt, og hun savnede flere af dem. Især Yo og Lukas, men hun havde bestemt sig for at mens hun alligevel var i England måtte hun hellere besøge Yo, og næste gang hun skulle spile en kamp mod Japan, eller på Japansk grund så ville hun også tage et tur hen og besøge Lukas. Det ville hun blive nød til.

”Undskyld at jeg så tvang dig til at bringe det på bane” sagde hun og så kort nedtrygt ud. Hun have lige glemt at han mindst var lige så påvirket af de minder omkring deres fælles omgangskreds som hun var. Det var blot fordi han havde så mange facader at hun ikke altid tænkte over hvor meget det egentligt påvirkede ham. Og at det påvirkede ham mindst lige så meget som det påvirkede hende.
”Selvfølgelig ville du ikke det” kommenterede Rachel til Josh kommentar om aldrig at miste Lukas. Hun havde det selv på samme måde, men igen det med de der ugler. Det var på ingen måde hendes stærke side. Så da Storm begyndte at snakke om ham blev hun glad.
”Wow” udbrød hun og man kunne mærke at hendes opmærksomhed igen var vagt. ”hvor lyder det fedt!! Ja jeg ved kun at han vendte tilbage til Japan for at være sammen med sin familie og hjælpe på den der skole, men fedt at han også har fået noget magisk med ind i det hele” man kunne tydeligt hører begejstringen i Rachels stemme. Den var på ingen måde til at tage fejl af. Rachel var som altid glad for at hører når andre havde succes, og især når det var folk hun kendte. Dog anede og kendte hun jo intet til det med Josh og Seb. Samt hele Garden/hufflepuff problemet. Det var heller ikke ligefrem fordi det var noget hun sådan burde vide. Måske var chancen for at hun ikke vidste noget større end den anden vej rundt.

”Haha hvor er du morsomt” sagde hun med et grin og tog noget mere is. Et tydeligt tegn på at hun ikke ville svare på spørgsmålet hvilket også var grunden til at hun hurtigt havde vendt spørgsmålet rundt og vendt det mod Josh i stedet. Hun ville ikke snakke om sit eget kærligheds liv fordi hun ikke havde noget. Hvert fald ikke andet end det hun havde med Quidditch. Heller ikke at hun havde tid til andet, på nogen som helst måde.
”Jamen så er der jo skræmmende nok, eller kedeligt nok ikke noget nyt under solen for nogle af os” endnu et smil kunne ses på hendes læber. Faktisk var det utroligt at hun ikke fik ondt i kinderne af at gå og smile sådan hele tiden, men det gjorde hun bare ikke.

Hendes is var begyndt at smelte en smule, men det var sådan hun godt kunne lide den.

1109 WORDS
Josh TAGGED
Clicky~ OUTFIT
I know,
men syntes bare at hun var en del af historien,
men det kan jo altid være en Anden Mimi x3 NOTES

[/color][/font][/RIGHT]

[Joshua Storm]

Han havde jo bare ville afbryde for at lave en eller anden plat kommentar af en joke at være for det var ret så typisk ham og især hvis det var noget han ikke gad snakke om eller vedkende. Han grinte lidt af hendes ord om hvis hun ikke lignede en der lyttede så gjorde hun det nok heller ikke. Det var præcis som Lukas. Joshua derimod kunne godt ligne en der lyttede uden at gøre det. Det var sådan en evne man var nød til at have når man lagde an på tom hovedet tøsepigebørn. ”Altså come on Rachie.. Du aner ik hvor meget den evne har været til gavn at ku lade som om man lytter. Hvordan satan tror du jeg kom igennem forholdet med Jessica? Det er bare at nikke og ryste på hovedet på de rigtige tidspunkter og så var hun all over mig” sagde han med et grin da han var sikker på at Rachel godt kunne huske den snotdumme, totalt blanke lille blondine han havde datet på 5. årgang som virkelig ikke var noget værd. Desuden skulle nogle være ligeså gennemskuelige på det der punkt som Rachel. Det ville også bare gøre at typer som Joshua ikke gad at skulle pretend når han snakkede med hende.

Han nikkede let da han faktisk synes det klædte ham at prale. Det var en del af den selvtillid som han ejede. Han vidste godt at det ikke skulle tages som onde ord for selvom de ikke havde set hinanden i lang tid så var det jo som at se en kær gammel veninde igen selvom de ikke havde været venner i skolen og derfor klikkede de ret så hurtigt igen. Han vidste et sted godt det ikke lå i hendes natur at være sur og ond. Det var måske lidt det som faktisk kunne tiltrække og bare det at hun ville være uopnåelig i sidste ende det var så meget et bonus når man var nær Joshua.

Han rystede let på hovedet da han ikke synes det var et godt navn. Han selv ville heller ikke have godt af at gå ned af den vej. Han ville ikke mindes om alle de ting og for det ikke skulle være løgn ville han heller ikke tænke på at han faktisk havde reddet Rachel og givet Maxwell æren for det i håb om at han havde kunne få de to til at finde sammen, men det var ligeledes mislykket ham. Minder fik ham også altid til at savne Lukas. Det var en smule underligt og han følte sig til tider ambivalent uden Lukas. Der manglede den der bedre halvdel der fik en ned på jorden igen.

”Ohh.. I see” sagde han ganske roligt og lod en mild latter glide over sine læber. Han koncentrerede sig lige nu om hende. Hun var jo gået hen og blevet en smuk pige og havde de mødt hinanden i byen havde han helt sikkert lagt an på hende. Det havde han ikke noget mod at indrømme i sit stille sind. Han lagde dog ikke mærke til at hun bed sig selv i læben på den der måde. Han havde bare lidt et øjeblik at hun havde haft et bedre forhold til sin familie end han havde til sin. Han var også rebel så han gjorde faktisk tit alt for at pisse sine forældre af indtil de begyndte at snakke om de ville smække kassen i hvis han ikke indrettede sig hvilket gjorde en del for den unge magiker. ”Well.. Vi kan jo ikke alle have det lige godt” sagde han med et varmt smil over sine læber og nikkede en enkelt gang ganske enig i sine egne ord.

Joshua ville også gerne til Japan for at hilse på Lukas og bare hænge ud i hans selskab. Han regnede ikke med at han nogensinde ville kunne få et venskab op og stå med Faa igen og ellers havde hans blik primært været bragt over på de ældre elever. Hvis der var en som han helt sikkert heller ikke savnede så var det i hvert fald den skiderik til Collins! Den snobbede Ravenclaw og hans bedrevidende sind. Nej han savnede bestemt ikke Mich af nogen art eller David for den sags skyld. De kunne faktisk begge to pænt meget dø og ende i helved. Han rystede let på hovedet af hende. ”It’s ok pretty. Du tænkte bare ikke over det” sagde han med et varmt smil og nikkede en smule til sine egne ord. Det var hans facader og det vidste han godt. Han havde dem altid oppe og især når der var fare for at blive såret eller mindes noget smertefuldt. Det var en fin evne til tider, men nogle gange når noget kom under den så gjorde det også bare virkelig ondt. Han rystede på hovedet til at han aldrig ville miste Lukas. De var stadig best buddies og nu hvor de ikke havde alle andres syn at bekymre sig om så var det så meget nemmere end det havde været før i tiden. Omverdens holdning ragede dem så meget mindre end før i tiden. I hvert fald for Storms vedkommende. Han nikkede enigt med hendes ord om Lukas. Det var virkelig fantastisk. Han var virkelig stolt af sin best bud’ hvis han skulle være ærlig og det strålede ret så meget ud af ham.

Han nikkede med et nik der var en smule bestemt til at han var morsom. ”Yeah the funniest in this godforsaken world honey og hvor vil du så hen med det?” spurgte han med et grin og den tydelige ironi under hans ord da han virkelig ikke synes det var spor morsomt af nogen art. Det var jo mere spændende at høre om hendes kærlighed siden hun ikke hele tiden gik og playede folk. Han spiste videre af sin is og mærkede den smeltede på hans tunge og så over på hende. Han nikkede let til der intet nyt var under solen.

Joshua morede sig i hendes selskab. Det var helt dejligt at sidde og snakke om alt og intet. At sidde og snakke gamle og nye ting og det at snakke med hende igen. Han ville virkelig heller være her end han ville det der dødsyge arbejde of his, men det skulle jo gøres. Han elskede og hadede det på samme tid. Han kunne godt li at være i garden og han kunne bestemt også li at arbejde under Seb, men han kunne da virkelig ikke li at han ikke kunne li hans seksualitet. Da Joshua lidt overvejede om han måske burde videre og der var gået noget tid og isen var væk fik han smurt en smule op i sit ærme så noget af hans mærke begyndte at blive synligt. Han vidste ikke lige hvor smart det var, men han havde ikke tænkt over det lige der. Heller hans mærke end at snakke om at det faktisk var ham der havde reddet hende den gang. Han lagde ikke mærke til at han havde fået blottet det en smule ved et uheld da han havde ganske almindelig ville skubbe sin skjorte en smule op fordi det havde været varmt.

[Rachel P. Ballard]

Don’t believe whatever people say
BUT NEVER SAY NEVER

[/color][/font]
Because the person before you could be an angel in disguise [/color][/font]
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/color][/center][/color][/font]

At sidde i solen, nyde sin is og snakke med en gammel ven var noget Rachel havde savnet. Savnet at snakke med folk der havde kendt hende mere end blot en måned, seks måneder eller et år. Havde behov for folk som kendte hende fra skoletiden. Problemet var bare at dem havde hun ikke haft tid til. Så om hun havde savnet Josh? Det var der ingen tvivl om. Hun havde savnet ham igennem det meste af skolegangen, så at sidde her med ham nu var faktisk meget underligt, men også yderst behageligt, og før Rachel havde fået sit sig om var hendes anden is også spist.

Isen var ret grissende så hun nåede at føle at hun havde is i hele ansigtet. Hvilket hun ikke havde. Hun havde blot en lille klat siddende på den ene kind. Derimod opdagede hun at Josh havde en smule siddende på ærmet. Hun smilte og fniste kort. Hun havde ikke opdaget det sorte der sad på hans arm helt endnu, men fordi han havde noget is siddende rakte hun hånden ind over bordet med en serviet.
"Syntes det godt klaret at…" Rachel nåede ikke at sige mere. Hun stoppede op. hun havde pludselig fået øje på det sorte på hans underarm. Rachel trak ikke armen til sig, hun tog i stedet fat i hans hånd led og skubbede en smule mere op i hans arme. Fuldkommen uden at tænke over at folk omkring dem kunne opdage det.

244 WORDS
Josh TAGGED
Clicky~ OUTFIT
Beklager MEGET for længden NOTES

[/color][/font][/RIGHT]

[Joshua Storm]

Han havde siddet og kigget på hende og skulle til at fugtige sin finger for at tørre hendes kind af inden hun havde lænet sig frem for at skulle tørre det is væk han havde. Han lyttede til hvad hun sagde da hun pludselig blev helt stille og tog fat i hans håndled. Han lod hende gøre det og lod hende skubbe op i hans hans skjorte. Han så over på hende og bed sig selv en smule i læben. "Kom nu ik her og sig det overrask dig og gider du godt?" spurgte han ganske roligt og begyndte at trække skjorten nedover igen da de sad et offentligt sted. Han begyndte at trække armen en smule til sig og ville heller ikke have noget problem med at skulle fjerne sin arm for det var bare Rachel trods alt. "Vi ses Rachie.." sagde han roligt og begyndte at rejse sig. Det var ikke lige sådan her hun skulle have vist det. Det var ikke fordi han ikke ville snakke med hende om det, men det skulle bare ikke være lige her og slet ikke lige nu. Det var ikke fordi han ikke var stolt af hvad han var, men lige nu var bare ikke tiden til det der. "Næste gang" sagde han med et svagt nik for ligesom at sige at han faktisk gerne ville snakke om det. Han tog sine ting og begyndte at gå. Han holdte trods alt de ting når han sagde det for det han havde trods alt en del skyld følelse overfor hende stadig.

//out

[Rachel P. Ballard]

Don’t believe whatever people say
BUT NEVER SAY NEVER

[/color][/font]
Because the person before you could be an angel in disguise [/color][/font]
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/color][/center][/color][/font]

Det var jo ikke fordi det havde været nogen som så overraskelse. Hun vidste det godt hvis hun nu havde tænkt sig om. Hun vidste jo at han var i garden så hvorfor skulle tattoveringen mangle? Rachel forstod ikke hvorfor hun havde reageret på den måde. Hvorfor kunne hun sådan reagere så overrasket. Rachel var mere overrasket over sin egen reaktion end at Josh faktisk havde mærket.

Da Josh havde forladt hende sad hun tilbage og følte sig underlig inden i. Hun følte sig ved siden af sig selv, og var glad da hendes bror kom og fandt hende og de sammen kunne tage hjem

//out

x.x.x WORDS
Josh TAGGED
Clicky~ OUTFIT
Beklager MEGET for længden NOTES

[/color][/font][/RIGHT]